FOTOS

Fotos

Orø Brugsforenings historie 1919 - 1994

af Harald Petersen

Når man kommer til Orø med en af de to færger og fortsætter til “hovedstaden”, så møder man bogstaveligt talt midt i byen Dagli’Brugsens markante bygning, som dog falder godt ind i bybilledet; måske fordi den ligger på en meget lille og akavet grund, en spids trekant på kun 1345 kvadratmeter, den forreste spids af den større trekant mellem Bygaden og Kattekærstrædet, hvor der før udflytningen lå 4-5 bøndergårde.

Det har kostet meget hovedbrud at placere et funktionsdygtigt anlæg på en trekant på størrelse med en sommerhusgrund, men jeg synes, det er lykkedes. På den anden side af Kattekærstræde har Brugsen dog yderligere 412 kvadratmeter med et par ikke særligt kønne skure og en lille urtehåve bagved.

Oprindelig lå der på stedet en “kvartgård”; en mindre fæstegård under godset Rygaard, hvis jord lå ned mod stranden ved Vestre Strandvej nr. 80, der nu ejes af Ellen Hansen, og som stadig har hovedparcellens matrikel nr. 28a.

I 1858 blev ejendommen købt af Søren Jensen i nabogården, matr. nr. 7, nu Syvvejen 3. Søren Jensen var en usædvanlig personlighed. Han reparerede bornholmerure, han satte brækkede ben sammen – her var ingen Læge – og han afvandede det sumpede areal syd for byen. Han byggede “Den store Mølle” på “Klapperhøj” og indrettede bageri, der en overgang solgte brød i Hornsherred.

Af nr. 28 solgte Søren Jensen en grund til færgemand Jens Larsen, som byggede huset på Brøndevej nr. I8, der har matr. nr. 28b. Resten af jorden lagde han ind under matr. nr. 7.

I 1868 rev Søren Jensen de gamle bygninger på trekanten ned og byggede et hus på 18 x 11 alen, ca. 82 kvadratmeter, i bindingsværk med tegltag og to lejligheder, der blev lejet ud en halv snes år. Så blev huset solgt til en mand ved navn Ole Karlsen. Han byggede et fag til mod vest, som blev indrettet til slagtehus. I den modsatte ende lavede han butik og begyndte købmands-handel, og siden har der været butik på stedet. Grunden var på 740 kvadratmeter og fik matr. nr. 28c; resten er købt til i småbidder.

Gennem en halv snes år forsøgte forskellige købmand sig uden større held, indtil butikken i 1897 blev købt af en dattersøn af Søren Jensen, Jens Peter Olsen, og han havde åbenbart arvet nogle af morfaderens talenter.

Hidtil havde orøerne handlet grovvarer, dvs. korn, foderstoffer og gødning med købmæudene i Holbæk og købt kul hos enkøbmand Hagelund i Vellerup.

Men Jens P. Olsen begyndte at indkøbe disse varer i Københavns Frihavn. De blev fragtet hertil af de mange småskibe “havets husmænd”, som dengang besejlede fjorden, men især af Jens Hansens “Tordenskjold” der var hjemmehørende på Orø.

Omtrent hvor uddeleren nu har sit kontor, stod der før en brønd med håndpumpe. Mellem brønden og butikken var der en smal gennemkørsel, hvor en bil, men næppe nutidens lastvogne, kunne passere. På den anden side af brønden var der nedgang til kælderen, som så ud til at være rester af det ældste byggeri. Her opbevaredes, foruden øl, tovværk, tjære, vognsmørelse, kemikalier og tønder med olie, terpentin, linolie, sirup, m.m. Herfra tappede man i kundernes medbragte dunke og flasker – man genbrugte dengang til tingene var slidt op. Og det kunne ske, at en lærling tog fejl og tappede linolie på sirupsflasken. Når bønderne skulle i kælderen og have en bajer eller to, sagde man, at de var nede og købe reb.

Fra brønden og ned til Bygaden blev der bygget magasin til korn og foderstoffer samt hestestald, og langs Kattekærstrædet ud til, hvor benzintanken nu er, blev der bygget kulhus. I vinklen ud mod Bygaden var der hønsegård, indtil det blev aktuelt med benzintank.

Det viste sig at være en god investering, og i 1908 havde Jens Peter Olsen tjent så mange penge, at han kunne sælge forretningen og købe en gård i Gamløse.

Hidtil havde butikken været drevet af folk, der bare havde naturlige anlæg for handel. Nu kom der fagfolk til, idet køberen var udlært som kommis hos Julius Mortensen i Holbæk. Om Christian Jakobsen, som han hed, skriver Henrik Larsen, at han var den første uddannede købmand på Orø, og han var endnu købmand, da vi kom til Orø. Men min mor fandt ham ikke særlig professionel. Han brugte skråtobak, som så mange gjorde dengang, og gik og spyttede på gulvet i butikken, hvorefter han med et specielt trin gned spytklatten ned i gulvbrædderne med skosnuden.

Men købmand Jakobsen kunne snakke – og drikke – med kunderne, skriver Henrik Larsen. Omsætningen steg, men også det udestående, så Jakobsen var ved at køre fast. En overgang forpagtede han butikken ud, mens han forsøgte at inddrive sine tilgodehavender, men det endte med, at forretningen blev solgt til endnu en kommis, Laurits Andersen. Han var en modig mand, idet han byggede en etage ovenpå Søren Jensens gamle hus fra 1868. Resultatet kan ses på den kopi af museets akvarel, som hænger i Dagli’Brugsen. Øverste etage blev så indrettet til beboelse, og det meste af underetagen blev taget ind til butik. Men det gik ikke alligevel; og Laurits Andersen fik problemer og blev den sidste købmand på stedet.

Ejendommeligt nok havde Orø ikke før fået en brugsforening, skønt der i årene op til l. verdenskrig var en fantastisk aktivitet i befolkningen. Fra 1890 fik vi fast dampskibsforbindelse til Holbæk, i 1891 bygges mejeriet, 1903 fik Bybjerg fælles vandværk, og Næsby et par år senere. Der blev bygget missionshus og i 1907 forsamlingshus, og endelig oprettes i 1912 Bybjerg Elektricitetsværk, og det blev altsammen financieret af orøerne selv.

Der havde været en brugsforening. Den blev oprettet omkring i 1870 med Henrik Jørgensen, Langdalsgården, som formand og lærer Bergstrøm som regnskabsfører, to af datidens markante personligheder. Desværre er foreningens forhandlingsprotokol ikke bevaret, så vi ved ikke, hvorfor foreningen måtte lukke en halv snes år senere. Derimod er foreningens vare- og regnskabsprotokol bevaret, og det er spændende læsning. Den afslører, at man har brugt et helt nutidigt regnskabssystem, og den fortæller om et fantastisk varesortiment. Ser vi bort

fra, at der ikke førtes mange forskellige mærkevarer af samme vare, så var sortimentet af kolonivarer faktisk ligeså bredt, som i nutidens Dagli’Brugs.

Der var alle slags krydderier, der var manufaktur, isenkram og kemikalier. Og så var der brændevin i tøndevis. Den 31. august har man indkøbt 400 potter 8 grader brændevin. Brændevin blev i gamle dage målt i grader. En grad svarede til ca. 6 procent alkohol. Den indkøbte brændevin har derfor indeholt 42-48 procent alkohol.

Men måske var kundegrundlaget for lille. Iflg. Trap var der i 1880 736 indbyggere på Orø, og i den samme periode bliver den forretning grundlagt, der siden blev til den nuværende Brugs. Mange af bønderne købte også kolonialvarer på den ugentlige markedstur til Holbæk. Så måske var varetageret i Orøs første brugsforening for ambitiøst. Når man bladrer i den gamle varebog, ser det ud, som man har tilstræbt et sortiment som hos en købmand i Holbæk, og det har omsætningen ikke kunnet bære.

Indkøbt fra Holbæk Dampmølle
200 p mel: 27 kr. 50 øre.

Den 1. juni 1878 indk.

123 1/2 p candis á 51 øre.
100 p. cikorie á 24 1/2 øre,
udsalg 32 øre.

6 1/2 p. melange nr. 4 á 57 øre.
4 p. melange nr. 5 á 50 øre.

Caffe, rå, 90 øre pr. p. i udsalg.
Caffe, brændt, 120 øre pr. p. udsalg.

Spegepølse, udsalg, 50 øre pr. p.
lslandskee klipfisk, 20 øre pr. p.
lndkøbt 53 p. sirup á 23 1/2 øre.

Indkøbt 1/2 dus. tømmerblyanter, 23 øre.
1/2 dus. gadekoste, 393 øre.

Safran, 1 kr.

Indkøbt 48 stk. toiletsæbe á 45 øre.
Indkøbt 12 honningsæbe á 12 1/2 øre.
Indkøbt 12 urtesæbe á 12 1/2 øre.
Indkøbt 12 glycerinsæbe á 12 1/2 øre.
Indkøbt 2 p. blåsten, 60 øre.
Indkøbt 25 breve anilinfarver á 5 øre.

Nogle udpluk fra den 115 – 116 år gamle vare- og regnskabsbog. Alle
vægtenheder er angivet i pund = 1/2 kg., så i denne liste står p. for pund.

Men der er sket så meget siden, at det kan være nødvendigt, at resumere brugsforeningens og andelsbevægelsens ide og historie. Det begyndte i 1844 i England, hvor nogle fattige vævere så, at købmændene favoriserede de store kunder på deres bekostning. Derfor åbnede de selv en butik – verdens første brugsforening – baseret på de fire grundlæggende principper: Fri medlemsret, lige stemmeret, begrænset rente af indskudskapitalen og fordeling af overskuddet i forhold til medlemmernes køb. Men også med risiko for at dele underskuddet, hvis det blev aktuelt.

Det var provst Sonne i Thisted, der havde erfaret som væverne i Rochdale, som byen hed, der i 1866 tog initiativet til oprettelsen af Danmarks første brugsforening, “Thisted Arbejder-forening”. Provst Sonne havde udover de økonomiske, også nogle visioner om, at foreningen skulle føre til “arbejderstandens etiske og sociale højnelse”.

Men i begyndelsen gik det trægt. Egentlig var det opfindelsen af centrifugen i 1878, der satte gang i begivenhederne. Før skulle mælken skummes med hånd, nu kunne processen mekaniseres.

Og allerede i 1882 oprettes Danmarks første andelsmejeri i Hjedding på grundlag af vedtægter, som nogle vestjyske bønder satte sig sammen og udformede i løbet af en nat. Disse vedtægter fastslog, at husmanden med en ko skulle have afregnet sin mælk på samme vilkår som proprietæren med 50 køer. Dette princip kom til at danne grundlag for hele den danske andelsbevægelse, og i løbet af det næste tiår blev der bygget et mejeri, en brugs og et forsamlingshus i næsten hvert eneste sogn landet over. Det blev altsammen financieret via det solidariske ansvar, i realiteten med hjem og eksistens som indsats, ganske som væverne i Rochdale.

I de følgende år kom andelsbevægelsens organisatoriske opbygning, og den betydeligste mand i denne forbindelse var Severin Jørgensen. Han var oprindelig købmand, men blev uddeler i Vester Nebel, og han samlede brugsforeningerne i FDB, Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger, og var dens første formand. Han tog initiativet til oprettelse af Andelsbanken, Dansk Andels Ægeksport og udgivelsen af Andelsbladet, og han stod bag dannelsen af Nordisk Andelsforbund.

Og som provst Sonne, havde Severin Jørgensen også nogle forestillinger om andelsbevægelsens etiske værdier, som han formulerede således: “Andelsbevægelsens betydningsfuldeste mål er at løfte befolkningen til et højere moralsk stade, at gøre medlemmerne til dygtigere, selvstændigere og fremfor alt bedre mennesker”.

Det er en mundfuld, der ville få nutidens mediefolk ud med kritiske spørgsmål, men da Severin Jørgensen døde i 1926 og helt op til vor tid, levede andelsbevægelsen stort set op til disse holdninger.

Men så var industrialiseringen over os, og, som en af FDB’s formænd sagde: “Fru Jensen i sutsko forsvandt fra vore butikker og blev til damer i stilethæle”. Men det var kun en kort overgang, så var butikkerne befolket af piger i cowboybukser og maosko. Tyskeren Levi Strauss kom i 1853 til USA. Under mærker “Levi’s” begyndte han at sy bukser af et specielt blåt bomuldslærred, der var så velegnet til hårdt og beskidt arbejde, at det især blev solgt til guldgravere, jernbanearbejdere og landarbejdere, dem, der senere blev til det romantiske begreb: Cowboys, der jagtede kvægtyve og indianere. Strauss havde næppe drømt om, at godt 100 år senere ville hans design være båret af damer og herrer i de højeste kredse, der aldrig havde kendt til hårdt og beskidt arbejde.

Men mens fru Jensen ikke skiftede butik uden grund, så gik de cowboyklædte på shopping og jagtede dagens bedste tilbud – næsten helt i overenstemmelse med den oprindelige symbolik.

Men derved gik solidariteten fløjten, og andelsbevægelsen fik åndenød. Og fra finansverdenen til dagligvare-markedet bøjede man knæ for kravet fra før 1844 om, at den, der køber og sælger størst, skal også have de største fordele.

Man kan godt undre sig over, at orøerne ikke også oprettede en brugs i den aktive periode før krigen. Måske var der nogle spor, der skræmte, i den forbindelse med lukningen af den første brugs. Vi ved det ikke. Men Orø var også godt dækket ind med købmænd. Der var 3 i Bybjerg, en i Brønde, en i Næsby og der havde været en købmand i Gamløse. Så

det lå klart, at skulle det have nogen mening at oprette en brugsforening, så skulle en af købmændene købes ud. Der skulle gå næsten 40 år, før man igen begyndte at snakke brugs på Orø.

En af de ivrigste fortalere var fisker Niels Andersen, Brønde. Han fik støtte af et par stevnsboere, der for nylig var kommet hertil og som var fortrolige med brugsforeningsbevægelsen. Det var Jens Peter Ellehøj, Godthaabsgården og Jens Petersen, Sølyst. De fik en af bevægelsens pionerer, Kr. Olsen, Ll. Torøje v. Fakse herind, hvor han på et møde fortalte om, hvordan sagen kunne gribes an.

På mødet blev der nedsat et udvalg med Hans Jørgensen, Langdalsgården, som formand. Udvalget fik tegnet 82 medlemmer, og den 9. september 1919 holdt man stiftende generalforsamling, hvor der blev valgt en bestyrelse på 5 medlemmer. Det var tækkemand Kristian Larsen, fisker og husmand Niels Andersen, Brønde, fisker Peter Hansen, Garnløse, Julius Jensen, Børret og Henrik Larsen.

Og nu gik det stærkt. Den 13. september holdt bestyrelsen sit første møde, hvor der nu forelå tilbud fra byens 3 købmænd om salg af deres butik, indhentet af det afgående udvalg, ligesom der også forelå en skitse til eventuel nybygning. Men det vedtoges at købe den største forretning, og handelen blev afsluttet på det samme møde med overtagelse pr. 24. november.

Desværre fortæller den gamle protokol ikke, hvad det kostede at overtage købmandsbutikken. Men den fortæller, at man søgte et lån på 100.000 kr. i Bondestandens Sparekasse og efter flere henholdende svar fik man afslag d. 10. november. Derefter gik man til Landmandsbanken, hvor man fik et lån på 65.000. Den 15. november foreligger kontrakt
på dette lån, der underskrives af 18 medlemmer og bestyrelsen; men det har ikke været tilstrækkeligt til også at betale varelageret, for den 25.

november vedtages det at søge 25.000 kr. på en veksel, enten med Landmandsbanken, eller med sælgeren, købmand Andersen. Den 26. november har man dog betalt Andersen 19.831 kr. for varelager. Resten, 16.000 kr., søges tegnet på en veksel.

Det ser også ud til, at der har været diskussion om varelagerets værdi, idet man først har betalt de 16.000 efter at have rådført sig med en sagfører.

Disse 16.000 søgte man tegnet på en veksel; men foreningen lånte også hos medlemmerne, ca. en snes tusind ialt i portioner på 2 – 10.000, der blev forrentet med 1/2 % over Nationalbankens diskonto.

Man må beundre den tro på ideen, som datidens mennesker havde.

Men det skulle blive endnu værre. Financieringsproblemerne havde fået de fleste ansøgere til uddelerstillingen til at falde fra. Der var nu kun 2 tilbage, og man valgte kommis Ingolf Larsen, Næstved. Det skulle hurtigt vise sig at være et dårligt valg. I det næste halve år viser protokollen om gentagne kontroverser med uddeleren, og den 2. august 1920 vedtager bestyrelsen, “at lade sagen angående uddeleren af gøre af generalforsamlingen.”

Min far har fortalt om denne generalforsamling. Dengang var der ikke kaffebord og bankospiI bagefter for at lokke husarerne ind, og medlemmernes koner havde heller ikke stemmeret. Det krævede også noget energi at komme frem. Godt nok havde mine forældre cykel, men de blev aldrig fortrolige med disse køretøjer. De var også tunge at træde frem på datidens grusveje, så min far gik helt derude fra Næsset. På vejen skulle han have et andet medlem med, hvis kone brugte hørerør ligesom tante Møhge. Men hun fulgte godt med, for da de to mænd gik, råbte hun efter dem: “Få ham nu væk.” Og “ham”, det var jo uddeleren. Men på generalforsamlingen var der et lille flertal for at give den flinke mand endnu en chance. Han var jo også tit god for en bajer i den gamle kælder.

Men på et bestyrelsesmøde den 11. oktober bliver uddeler Larsen opsagt til fratrædelse den 1. januar 1921, og da en opgørelse afslører et underskud på godt 9.000 kr., bliver Larsen sat af bestillingen øjeblikkelig. Og da underskuddet vokser yderligere til godt 16.000, eller 5-6 gange mere end uddelerens kaution dækkede, vedtager man at indgive politianmeldelse mod uddeleren. Men 3 dage senere kom uddelerens far, fisker L. P. Larsen, Rødvig, til Orø, og der blev indgået en aftale om, at familien betalte 75% af underskuddet, og brugsforeningen overtager uddelerens heste, vogne og seletøj.

Det må dog tilføjes, at problemerne ikke alene skyldtes uduelighed. Pludselige prisfald på korn efter krigen medførte også tab for Brugsen. Så man kan ikke sige, at Orø Brugsforening kom let fra start.

Den næste uddeler var Th. Nielsen, og han tiltrådte den 24. november 1920. Jeg husker ham som en lille stilfærdig mand, der ikke sagde mere end  det nødvendige. Hans kone husker jeg ikke, hun kom vist ikke i butikken, men da havde uddelerkonerne jo også hele personalet på kost. Det var ikke nogen misundelsesværdig opgave at få den gældstyngede brugsforening på fode igen, og nytår 1924 fratrådte Nielsen efter eget ønske. Hans efterfølger blev Chr. Frederiksen. Han var i modsætning til Nielsen en stor kraftig mand og nok en af de mest driftige uddelere, Brugsen har haft. Han kunne både handle korn med bønderne og sælge varer i butikken.

Det var i radioens spæde barndom, og Frederiksen så straks muligheden for at sælge radioapparater. Kunne folk ikke selv sætte den luftantenne op, der skulle til, klarede Frederiksen også det.

Han kunne også både drikke en bajer og lade være, men den 2. november 1926 fandt bestyrelsen det alligevel nødvendigt at vedtage “at enhver nydelse af spirituøse drikke i brugsforeningens lokaler fremtidig er forbudt”.

1926 blev det navnkundige “Margrethe” sat ind på Orø-Holbæk overfarten. Den kunne tage en bil ombord, og Frederiksen begyndte straks at bearbejde bestyrelsen for at få lov til at købe en lastbil til varekørslen. Det vakte megen modstand. De fleste heste var jo bange for biler, når de mødte dem på vejen.

Men det endte med, at man på en ekstra generalforsamling vedtog at give uddeler Frederiksen tilladelse til at købe bil med forpligtigelse til at udføre varekørslen som hidtil for en pris af 1400 kr. årlig, mod at uddeleren selv køber bilen og selv afholder alle udgifter og reparationer ved denne.

Foruden kolonial og isenkram havde Brugsen lager af foderstoffer, brændsel, trælast og byggematerialer, som blev leveret frit over hele øen på de to ugentlige vareture. Så der var nok at bruge lastbilen til.

Men skønt Brugsen dengang havde åbent 75 timer ugentlig, fandt den virksomme uddeler på noget helt nyt. Alle øens landmænd måtte dengang pr. hestevogn transportere deres slagtesvin til havnen, hvorfra de blev lempet ned i lasten på “Margrethe” netop der, hvor lastbilen holder. På travle dage kunne vognene holde i kø næsten ind til “Brogården”.

Også her så Frederiksen en mulighed. Han lod tømreren lave et lad til lastbilen, og så begyndte han at køre svin for landmændene. Sammen med sin populære chauffør, Ingeman, startede de kl. 4. med at samle svin, så de kunne være færdige til kl. 6, når butikken åbnede, og Ingeman gik i gang med kost og spand, så bilen kunne være klar til vareturen. Jeg tror, Frederiksen tog 1 kr. pr. gris. Da Frederiksen rejste i 1934, overtog Svend Jochumsen svinetransporten, og på det grundlag byggede han en vognmandsforretning, der på sit højeste havde en vognpark på to lastbiler og to lillebiler.

Da heste og vogne blev solgt, fik Frederiksen indrettet lager til trælast i vognporten, og i hestestalden, der lå nederst mod Bygaden, blev der isenkramlager med udstillingsvinduer i gavlen af magasinbygningen.

Under de givne vilkår var det dygtigt gjort. De fleste referater fra bestyrelsesmøderne vidner om besværet med at afdrage på Brugsens lån og med at holde det udestående på et acceptabelt niveau. Både høj og lav skyldte Brugsen penge, og der var ikke meget at spille om. I tyverne og begyndelsen af trediverne omfattede forbruget i bogstaveligste forstand kun dagligvarer til livets opretholdelse. Vi sultede ikke, men vi producerede også de fleste fødevarer selv. Derfor var det imponerende – set med vore øjne – at øens befolkning af småbønder, fiskere og andre små erhvervsdrivende både kunne investere i “Margrethe” til godt 100.000 kr., betale de 80.000 selv, kun 22.000 kom fra amtet og Holbæk by, og holde Brugsen i gang.

Et folketingsmedlem blev for mange år siden kendt for en bemærkning om, at det var svært at styre jernbanedriften og kønsdriften. Frederiksen var dygtig til at styre Brugsen, men et forhold til en kvindelig lærling, som man nok i vore dage ville have sagt, hørte til privatlivet, medførte at Frederiksen måtte fratræde med øjeblikkeligt varsel. Bestyrelsen havde overvejet at tilbyde fru Frederiksen stillingen som uddeler, men familien blev alligevel sammen, da de flyttede fra Orø.

Den 1. januar 1934 tiltrådte Ejner Agergaard som uddeler. Det var vel et udtryk for for datidens kønsdiskriminering, at vi ikke kender fornavnet på uddelernes koner, men de skulle jo også bare sørge for personalets forplejning. Men fru Agergaard gik også med i butikken; hun var især god til at sælge manufaktur. Det var i de år, FDB åbnede påklædningsmagasiner Holbæk og flere andre byer.

Agergaard og frue var et par solide og lune jyder, der faldt godt til på øen. Og på generalforsamlingen den 3. dec. 1934 fandt man det for første gang forsvarligt at udbetale dividende, hele 5%. Det var næppe alene Agergaards fortjeneste. Året før havde Stauning indgået det såkaldte Kanslergadeforlig, depressionen efter “den sorte mandag” i New York 1929 var ved at være overvundet, og resten af trediverne var præget af en jævn fremgang både for Brugsen og det øvrige erhvervsliv.

Men det fik en brat ende. Den 4. september l 940 vedtager man at opsætte skodder på butiksvinduerne efter påbuddet om mørklægning. Det bliver også pålagt landmændene at aflevere en del af deres kom til en af staten fastlagt pris til de såkaldte statslagre. Brugsforeningen får status som sådan, og for administrationen får Agergaard 25 øre pr. 100 kg korn.

Men ellers fortæller protokollerne meget lidt om besværlighederne. I vinteren 1941 har man i forsamlingshuset forevist en film om vask og vaskemidler med tilhørende foredrag, og det skal nok forstås som erstatningsvaskemidler. Efter forevisningen en svingom.

Agergaard har for egen regning anskaffet en såkaldt triør, en maskine til frasortering af ukrudtsfrø og småkemer i korn til såsæd. Den overtages af Brugsen, da Agergaard, efter eget ønske, rejser den 1. juli 1941. Men da Orøs sidste vindmølle i 1943 får en stormskade og indstiller driften, vedtager bestyrelsen at indrette et mølleri i magasinbygningen. Så må triøren ud for at give plads til en 30 tommers kværn.

Uddelerstillingen var da overtaget af  Hardy Rindum. Han var ugift, men blev senere gift med sin husbestyrerinde. Men ved ansættelsen forlanger bestyrelsen, at Rindum skal ansætte en udlært ekspeditrice af hensyn til salget af manufaktur.

Det var i Rindums tid, Orøs brugsforening nåede 25 års jubilæet. Det blev fejret med kaffebord i forsamlingshuset, hvor der var samlet 168 gæster, så der var trængsel. Og “kaffebord” var så meget sagt. Det, vi drak, var ristet kom, der var formalet og blandet med Richs og cikorie, men stemningen var der ikke noget i vejen med. Så vidt jeg husker fortalte Henrik Larsen – med stolthed – at i løbet af de 25 år havde Orø Brugs solgt for over I million kr. butiksvarer, og trods rationering og vareknaphed kunne man stadig udbetale 5% dividende.

Et halvt år senere var Danmark atter frit, men rationering og vareknaphed varede nogle år endnu. Der skulle først samles valuta til at købe for i udlandet. Så i 1946 kan man for første gang i 12 år ikke udbetale 5% i dividende uden at tage op af reguleringsfonden. Men optimisme er der alligevel. Til kredsmødet i 1946 indbydes bestyrelsen for første gang med damer, og man vedtager, at Brugsen betaler transporten – også for damerne.

Det var også i 1946, Henrik Larsen ønskede at trække sig tilbage som formand efter 27 års solidt arbejde. Han fortsatte dog som bestyrelsesmedlem, og i stedet valgtes Thorvald Pedersen til formand.

Den 1. august 194 7 opsiger Rindum sin stilling til fratræden den 1. oktober. Blandt 26 ansøgere vælges kommis Gunnar Nielsen, Søsum.

Og nu går det fremad. I 1948 vedtager man at lade elektriker Jensen indlægge lys på WC, hvilket formentlig skal opfattes som lokummet, for i 1949, da byen bliver kloakeret, vedtager man at lade murer Svaneeng indrette badeværelse og toilet i hovedbygningen, hvis det kan lade sig gøre for ca. 1000 kr. Den 5. juli 1950 vedtager man at indkøbe en elektrisk vaskemaskine (en Ferm) og udleje den til kunderne for 5 kr. pr. dag. Året efter havde Brugsen 3 maskiner kørende.

Det var også i 1950 jeg blev valgt ind i bestyrelsen. Og her fik jeg et par gode læremestre i Henrik Larsen og Thorvald Pedersen. De var vidt forskellige. Henrik var en af de sidste repræsentanter for den gamle bondekultur, og hvor han stemte politisk, blev jeg aldrig klar over. Thorvald var arbejder og socialdemokrat – ingen tvivl om det – og han havde en kontant måde at sige tingene på. Men fælles for dem var deres solidaritet med andelsbevægelsen.

Orø Brugsforenings problem gennem årene har været at holde sit tilgodehavende hos kunderne på et acceptabelt niveau. I følge vedtægterne måtte der kun gives 30 dages kredit, men det blev aldrig overholdt. I Agergaards og Rindums tid skete der en vis opstramning, men Gunnar Nielsen var en flink mand og en dygtig sælger, og det udestående voksede igen faretruende. Og hvad værre var, at ved regnskabsafslutningen i 1953, viser regnskabet, at uddeler Nielsen skylder brugsforeningen 39.522 kr.

Nielsen argumenterede så godt for sine muligheder for at rette forholdet op i løbet af det kommende år, at han fik lov at fortsætte. Det lykkes tilsyneladende, for ved opgørelsen i 1954 har Nielsen et tilgodehavende hos foreningen på 1400 kr. Men ved opgørelsen året efter den 5. oktober skylder uddeler Nielsen næsten det samme som to år før, nemlig 39.942 kr., og herefter indgav Nielsen sin opsigelse til fratræden den 1. januar 1956.

Stillingen blev straks opslået, og blandt 17 ansøgere valgte vi Lise og Frede Holck, Gundsømagle. Den 8. december var de herovre for at underskrive ansættelseskontrakten, og Lise tog mål af gardiner til deres nye hjem. I 1955 var gardinbussen et udkendt begreb, enhver ordentlig husmoder syede sine gardiner selv.

Men den 23. december ringede Thorvald til Holck, og på sin særlige facon indledte han med at spørge, om Lise var færdig med at sy gardiner. Ja, de er i orden, svarede Frede glad. “Dem kan hun sgu godt smide væk” sagde Thorvald.

Voffer det?

“Fordi Brugsen er brændt!” Og hermed var mange års diskussion om bygning af nyt butikshus endelig slut.

Lillejuleaftens morgen kl. 5 blev vi vækket af brandalarm: Det brænder i Brugsen. Orø Brandvæsen var ikke så effektivt som nu, så ilden havde godt fat, inden det kom, og brandfogeden sagde meget fornuftigt: Lad lortet brænde.

Vort helt aktuelle problem var nu: Hvordan betjener vi vore kunder.

Allerede om eftermiddagen den 23. december havde vi bestyrelsesmøde, hvor det blev besluttet at indrette nødbutik i det tidligere nævnte isenkramlager i magasinbygningen, der stort set var uskadt. Heldigvis var levnedsmiddelkontrollen også et ukendt begreb, ellers var det ikke gået. Holck var også med på ideen og gik i gang 2. juledag – skønt hans svigerforældre havde sølvbryllup. Der blev indkøbt varer, opmuret skorsten og opsat kakkelovn, og inden nytår var butikken etableret og åbnet.

Der skulle også skaffes bolig til Frede og Lise, men de var ikke pivede, de startede med at bo i “Hellehuset”.

Det skulle vise sig at gå knap så let med at få bygget en ny brugs. Myten om, at man bliver velhavende efter en brand, holder ikke altid.

Brandårsagen fandtes at være kortslutning, og den 30. december forelå politiets tilladelse til at rydde brandtomten, og på et bestyrelsesmøde samme dag vedtages at gå i gang snarest med Thorvald Petersen som leder med ansvar for antagelse af arbejdskraft og vogne til bortkørsel, og i løbet af de første 3 dage af det nye år var tomten ryddet.

De fleste murbrokker blev brugt til belægning på private veje, og træet blev ligeledes afhentet og skåret op til brændsel.

Den 31. januar havde vi møde med arkitekt Tholle fra FDBs arkitektkontor, der forelagde skitseforslag til nye bygninger. Det var en selvfølge, at den nye brugs skulle have samme funktion som den gamle. Dvs. butik med disk, hvorover varene blev ekspederet, og hvor varekurven fredag aften med et kræmmerhus bolcher endnu var almindelig. Ligeledes skulle der være mølleri og lager til foderstoffer, gødning, brændsel og trælast.

Ingen kunne i 1956 forudse de enorme kulturelle og økonomiske forskydninger, der siden er sket i samfundet. Arkitektkontoret gik videre med planerne og kom frem til et overslag på 200.000 kr.

På en generalforsamling den 21. februar fik bestyrelsen med 41 stemmer mod 0 tilslutning til at indhente tilbud, og den 20. april havde vi møde med arkitekt og håndværkere, hvor tilbudene blev forelagt. De lød på en samlet byggesum på 186.600 kr. Dertil kom arkitekthonorar, nedrivning af magasinbygning og kulhus m.v.

Tilbuddene blev forelagt på en general forsamling den 23. april. Men nu kom vanskelighederne. Der var stor utilfredshed med, at vi havde valgt udenøs håndværkere. Det havde vi efter moden overvejelse, fordi det var et stort projekt, og fordi vi havde gode erfaringer med de samme håndværkere, da vi 5 år før byggede nyt mejeri.

Nogle medlemmer mente også, at butikken blev for stor, og at økonomien var tvivlsom, og da medlemmerne ikke kunne bindes til at gå med i projektet, blev der sat en frist for udmeldelse, og da den var udløbet, havde 37 udmeldt sig.

Der var så kun 102 medlemmer tilbage, og det gjorde långiverne betænkelige. Men på generalforsamlingen d. 3. maj fik bestyrelsen alligevel enstemmig tilslutning til at sætte byggeriet i gang, og umiddelbart efter begyndte man udgravning til grund og kælder – skønt vi var på fallittens rand.

Vi fik udbetalt 77.000 i brandforsikring. Uddeler Nielsen mente ikke, han skyldte os de næsten 40.000, men det var jo udregnet af FDBs uvildige revisorer, og beløbet viste sig desuden at være uerholdligt. Den endelige opgørelse viste også, at Nielsens kreditgivning løb op til 254.000, hvoraf også en del var uerholdelige. Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke tror, Nielsen bevidst har begået bedrageri, men noget er gået galt, måske har han tabt penge på kornhandel, det har klogere folk end Nielsen gjort.

Men alt det medførte, at vi havde en stor forfalden skyld hos FDB og ØA, og måtte forhandle om moratorielån. ØA står for: “Øernes Andelsselskab” for indkøb af foderstoffer.” Den skyldte vi 100.000 kr. De havde en flink direktør, der foreslog os en afdragsordning over 20 år til en rente på 6%. Vi slog straks til. Fortrøstningsfulde drog vi videre til FDB, hvor vi skulle forhandle med direktør Fabricius. Han var ligeså sur, som ØAs direktør havde været imødekommende. Vi blev pure afvist, da vi foreslog en ordning som med ØA. Gælden skulle afdrages på 5 år. Vi forhandlede os frem 8 år. Da vi skulle gå, tillod Thorvald, vores formand, sig at sige, at han ikke syntes, Orø Brugsforening var så ringe, at vi fortjente at blive behandlet så dårligt. Hertil svarede Fabricius: “Orø Brugsforening er den ringeste i Danmark, ikke blot forholdsvis men absolut.”

Vi havde inviteret vore koner med til København, og det var meningen, vi skulle ud og spise, når forhandlingerne var overstået. Nu mistede vi helt humøret og tog tilbage til Holbæk, men da der var ventetid, inden “Margrethe” sejlede hjem og vi var blevet godt sultne, gik vi ind på “Jernbanehotellet” og spiste fladt smørrebrød. Mere er det vist ikke nødvendigt at antyde om de økonomiske vilkår. Nu lykkedes projektet som bekendt, og det skyldtes ikke mindst et godt og tillidsfuldt samarbejde i bestyrelsen, og et uddelerpar, der tog alle besværlighederne uden at kny, samt at vi blev færdige og fik financieret byggeriet inden inflationen og renten begynde at løbe løbsk.

Så glæden var stor, da vi i maj 1957 kunne åbne den nye butik, og efter at have monteret gardiner på ydmyge steder i halvandet år, kunne Lise endelig hænge gardiner op i deres nye lejlighed ovenpå butikken.

Frede og Lise blev hurtigt meget afholdte, og endnu en tid var Orø Brugsforening en blandet landhandel med et sortiment, der stort set kunne dække landsbysamfundets daglige behov til husholdning og erhverv.

Så sent som i 1951 blev der oprettet nye husmandsbrug, men i midten at halvtredserne vendte udviklingen, og affolkningen af landdistrikterne tog fart. Mejetærskeren afløste selvbinderen, og det medførte behov for korntørring og løsvarebehandling af kom og foderstoffer, der krævede investeringer, som en lille forening ikke kunne magte.

I begyndelsen af tresserne fik vi fuld beskæftigelse og store lønstigninger, og solidariteten forsvandt. Kunderne gik efter selvbetjening, tilbudsvarer og varer på dybfrost og køl.

Så vor nye butik blev faktisk umoderne i løbet af 3 – 4 år.

I 1964 trak Thorvald Petersen sig tilbage efter 18 år som formand, og jeg blev hans efterfølger, og året efter gik han ud af bestyrelsen efter 34 år, så jeg kom ud på dybt vand med det samme.

I 1965 blev vi nødt til at forhøje renten på gæld over 30 dage til 12%. Det var en fordobling fra vi byggede 10 år før. At der skulle ske endnu en fordobling af renten i de næste 10 år havde vi ikke fantasi til at forestille os.

Den negative udvikling i de små grovvareforeninger fortsatte. Det var et generelt problem, derfor blev der nedsat et landsplanudvalg, der skulle vejlede foreningerne til at finde fornuftige løsninger på at gå sammen i større enheder.

Udvalget forslog os at forhandle med Roskildeegnens Andelsfoderstofforening, som den hed dengang. Disse forhandlinger blev indledt i 1967 og resulterede i, at bestyrelsen på generalforsamlingen den 5. december 1968 fik vedtaget sit forslag om pr. 1. januar 1969 at overdrage vores grovvarehandel til R.A. Men ikke alle var glade for at sige farvel til deres egen forening med dens mange servicefunktioner.

På den samme generalforsamling fik bestyrelsen vedtaget et forslag om kontant betaling. Et lignende forslag blev forkastet i 1963.

1967 var også på anden vis et mærkeår, idet vi fik valgt den første kvinde ind i bestyrelsen. Det var Inger Nielsen, Brønde. Hun var ikke rødstrømpe og lavede ingen revolution, men gjorde god fyldest på lige fod med os andre.

Nu havde sommerhuse i hundredvis bredt sig over øen. Det gav mange kunder i sommertiden, og det ledige grovvarelager gav en kærkommen lejlighed til udvidelse af butikken, der var ændret til selvbetjening, og sortimentet var udvidet med varer på frost og køl.

Foreningens 50 års jubilæum blev fejret med middag på kroen med lækker mad, vine, musik og dans, helt i kontrast til jubilæet i 1944.

Det er vanskeligere at beskrive stemninger og følelser. Måske kan jeg bedst besk.rive det ved at fortælle om de to mejerijubilæer, jeg nåede at opleve. Orø Mejeri havde 50 års jubilæum i 1941. Det var midt under besættelsen, netop i de dage, at Hitlers hære gik ind i Rusland og løb alt over ende som på de andre fronter. Der var da også en del, der mente, at det ikke var tider at feste i. Men festen blev holdt trods alt; det var i forsamlingehuset, hvor der blev serveret flæskesteg, dertil lys pilsner eller vand (forsamlingshuset havde ikke spiritusbevilling) og der var musik og dans. Det ejendommelige var, at der alligevel var en tro på, at en skønne dag var galskaben ovre, så vore varer igen kunne handles frit, og at der også ville blive et 100 års jubilæum. Det troede vi endnu 10 år senere; ellers havde vi ikke bygget det nye mejeri.

Men da vi i 1966 fejrede mejeriets 75 års jubilæum med middag på “Strandparken” i Holbæk, da vidste vi alle, at det blev Orø Mejeris sidste jubilæum.

Og netop i november 1969 stod mejeriet foran sin lukning, og vi havde afstået vores grovvarehandel. Den tro på landsbysamfundets fremtid, der overlevede krig og besættelse, den var krakeleret i 1969 – midt i al velstanden.

Egentlig gik det godt for Orø Brugs. Omsætningen steg støt, så vi langsomt kunne arbejde os ud af den gældsætning, vi var startet med. Men i ferietiden var presset ·så stort, at forholdene i butikken var utilfredsstillende for både personale og kunder.

Det faldt uheldigvis sammen med, at Danmark var på vej mod den berømte afgrund, som følge af den inflation, der hverken var evne eller vilje til at stoppe. Den butiksudvidelse, vi nødvendigvis måtte foretage, var derfor nærved påny at sende os ud på fallittens rand.

Vores problem var, at den butik, vi havde, fungerede udmærket de ni måneder af året, at udvidelsen som følge af inflationen ville koste ca. dobbelt så meget som det kostede at bygge den nye brugs 20 år før, samt at renten lå 3 – 4 gange højere. Så det var mere tvunget af nødvendigheden end af overbevisning, vi gik i gang med en butiksudvidelse på ca. 100 kvadratmeter. FDBs udviklingsafdeling lavede en prognose, der tilsynelandende gjorde udvidelsen forsvarlig, og den 1. juli 1976 blev den nye butik taget ibrug.

Nu kunne butikken tage presset i ferietiden, men resten af året havde vi overkapacitet, og da vi skulle financiere byggeriet, var renten helt i top. Vi blev rådet til tage lån i schweizerfranc. Renten var 2%, men med risiko for kurstab. Vi fik et 5 årigt lån og slap nogenlunde fra det, men fordelen var ikke stor. Så den omsætningsfremgang og indtjening, prognosen lovede, udeblev.

Regeringens forsøg på at bremse farten mod afgrunden med momsforhøjelse m.v. lagde også en dæmper på købelysten, så der var ikke nok til konsolidering i de år.

Det kom dog helt uventet, da Frede Holck i august 1979 sagde sin stilling op efter næsten 24 års godt og dygtigt arbejde sammen med Lise. Det skyldtes et gammelt ønske om at blive selvstændig, men også at ræset i ferietiden belastede helbredet.

Der var på det tidspunkt ikke mange ansøgere til en uddelerstilling i en lille brugs som vores. Blandt de få valgte vi Tove og Jørgen Jensen, der kom fra en lille brugs i Sædder, der stod foran lukning.

Tove og Jørgen Jensen var et par stilfærdige mennesker, der ikke sluttede sig til nogen lokale. Før vi antog dem, rådførte jeg mig med en af mine uddelervenner. Han sagde, at deres kvalifikationer var i orden, men tilføjede at Jørgen måske snakkede lovligt meget.

Hvad han mente, blev jeg klar over, da jeg erfarede, at det nye uddelerpar var meget følsomme overfor kritik. Selvfølgelig skal uddeleren være lydhør for berettiget kritik, men megen kritik bunder i manglende forståelse for, at en butik, der sælger for 5 – 10 mill., ikke kan tilbyde det samme sortiment og de samme tilbud, som et supermarked, der sælger for 100 mill. Så når Jørgen snakkede, var det ofte for at give udtryk for sine bekymringer for den manglende forståelse. Men den moderne forbruger gider ikke høre på uddelerens bekymringer.

Jørgen Jensens arbejde som uddeler var der ikke noget at udsætte på, og baggrunden for hans bekymringer var jo reel nok. Da lånet i schweizerfranc udløb i 1982, måtte vi atter søge moratorielån i FDB.

Vi havde en række drøftelser med FDB, repræsenteret af kredsformand Jørgen Olsen, bestyrelsesmedlem i FDB, Alfred Kristensen, og afdelingsdirektør Kjeld Hansen, og på disse møder fik vi en opbakning, der var helt i modsætning til mødet i sin tid med direktør Fabricius.

Vi måtte acceptere nogle krav, bl.a. fyring af en helårsmedarbejder og udtynding af varelageret, hvad nogle kunder havde svært ved at forstå. Vi blev også rådet til at ændre vedtægtens §7 om solidarisk ansvar, hvilket krævede accept af vore kreditorer, men også her mødte vi forståelse, ikke mindst hos vor største kreditor, sparekassen SDS.

Vi fik således saneret vore forpligtelser, så Brugsen skulle have gode muligheder for at overleve, hvad tiden jo også har vist, den kunne.

Men Jørgen Jensen kunne ikke tage presset. Der måtte et uddelerskifte til. De nye folk blev Karen Rasmussen og Hans Larsen. De blev ligeså populære som Frede og Lise, og helt i pagt med tidsånden er det Karen, der er chef.

Som ung læste jeg den svenske forfatterinde Elin Wagners bog “Ilden overlever natten”, hvor hun lægger ansvaret for de to verdenskrige på patriarkatet, det mandsdominerende samfund og håber på en verden, der styres af kvinderne, et matriarkat.

Pudsigt løber der her i efteråret 1994 en føljeton i “Venstrebladet”, der prøver at skildre tilværelsen under et matriarkat. Den har ikke Elin Wagners kvalitet, men er ganske sjov.

Om vi er på vej til et matriarkatet ved jeg ikke, men jeg ved, at Karen Rasmussen, som uddeler i Orø Brugs, har gjort det så godt som nogen mand.

På trods af alle autoriteter investerede hun over 100.000 kr i et større varelager, og selv om lagerdagene ligger lige i overkanten, er der alligevel tjent mange penge. Siden 1985 er der foretaget modernisering af Brugsen, udskiftning af inventar til dybfrost, køl, benzinanlæg og kasseterminaler for over 1 million kr., som er betalt over driften, og omsætningen er steget fra 6 til 10 millioner kr.

I marts 1992 gik Orø Brugs med i Dagli’ Brugsen, der er en selvstændig enhed under FDB, som er forpligtiget til at føre et grundsortiment, leveret af egne forhandlere.

I januar 1993 gennemgik butikken en omfattende istandsættelse og ommøblering, så Brugsen nu fremtræder i lyse og venlige farver som en helt ny butik med gode oversigtsforhold.

Siden 1985 har Brugsen haft håndkøbsudsalg fra Elefant apoteketet og fra 1988 dankortterminal.

Selv om vi lever under en kultur, der bestandig kræver fornyelse i alle livets forhold, så skulle Dagli’Brugsen på Orø kunne se de nærmeste år i møde uden større investeringer og dermed give mulighed for en solid konsolidering. Held og lykke med det.

Det var lidt om Orø Brugsforening gennem 75 år, som også er en del af Orøs historie. Nogen vil måske synes, den er for lang, men faktisk er det kun et resume. Men jeg har været glad for at skrive om en bevægelse, der blev en del af mit liv. Ligesom Thorvald fik jeg lov til at være med i bestyrelsen i 34 år, og det blev 34 spændende år, hvor jeg lærte mange forskellige mennesker at kende.

Uddelerne var jo en klasse for sig. I gamle dage hørte uddeleren og mejeribestyreren til sognets matadorer. En journalist skrev engang om den amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger, “at han ligner en dansk brugsuddeler”, egentlig ikke noget dårligt billede. Uden sammenligning iøvrigt, så må uddeleren også løse sine opgaver på demokratiets præmisser.

Andelsdemokratiet var noget særligt – når jeg bruger datidsformen er det fuldt bevidst. “Demokrati og ansvar hører sammen”, sagde K. B. Andersen, højskolemand og udenrigsminister, og ingen steder var demokrati og ansvar så tæt forbundet, som i den lille forening med solidarisk ansvar. Den moderne forbrugerbevægelse ønsker ikke at tage noget ansvar, det skal overlades til staten, og i forbrugerræset er enhver sig selv nærmest, både i grovvaresektoren og på dagligvareområdet. Og det ligger langt fra Severin Jørgensens tanker om fællesskabet.

Jeg håber dog, at staten og bureaukratiet ikke blander sig mere, end det stadig afhænger af orøerne selv, om der bliver et jubilæum i 2019.

Men jeg kommer ikke.

Harald Petersen
September 1994

– Side 1 –

Når man kommer til Orø med en af de to færger og fortsætter til “hovedstaden”, så møder man bogstaveligt talt midt i byen Dagli’Brugsens markante bygning, som dog falder godt ind i bybilledet; måske fordi den ligger på en meget lille og akavet grund, en spids trekant på kun 1345 kvadratmeter, den forreste spids af den større trekant mellem Bygaden og Kattekærstrædet, hvor der før udflytningen lå 4-5 bøndergårde.

Det har kostet meget hovedbrud at placere et funktionsdygtigt anlæg på en trekant på størrelse med en sommerhusgrund, men jeg synes, det er lykkedes. På den anden side af Kattekærstræde har Brugsen dog yderligere 412 kvadratmeter med et par ikke særligt kønne skure og en lille urtehåve bagved.

Oprindelig lå der på stedet en “kvartgård”; en mindre fæstegård under godset Rygaard, hvis jord lå ned mod stranden ved Vestre Strandvej nr. 80, der nu ejes af Ellen Hansen, og som stadig har hovedparcellens matrikel nr. 28a.

I 1858 blev ejendommen købt af Søren Jensen i nabogården, matr. nr. 7, nu Syvvejen 3. Søren Jensen var en usædvanlig personlighed. Han reparerede bornholmerure, han satte brækkede ben sammen – her var ingen Læge – og han afvandede det sumpede areal syd for byen.

Han byggede “Den store Mølle” på “Klapperhøj” og indrettede bageri, der en overgang solgte brød i Hornsherred.

Af nr. 28 solgte Søren Jensen en grund til færgemand Jens Larsen, som byggede huset på Brøndevej nr. I8, der har matr. nr. 28b. Resten af jorden lagde han ind under matr. nr. 7.

I 1868 rev Søren Jensen de gamle bygninger på trekanten ned og byggede et hus på 18 x 11 alen, ca. 82 kvadratmeter, i bindingsværk med tegltag og to lejligheder, der blev lejet ud en halv snes år. Så blev huset solgt til en mand ved navn Ole Karlsen. Han byggede et fag til mod vest, som blev indrettet til slagtehus. I den modsatte ende lavede han butik og begyndte købmands-handel, og siden har der været butik på stedet. Grunden var på 740 kvadratmeter og fik matr. nr. 28c; resten er købt til i småbidder.

Gennem en halv snes år forsøgte forskellige købmand sig uden større held, indtil butikken i 1897 blev købt af en dattersøn af Søren Jensen, Jens Peter Olsen, og han havde åbenbart arvet nogle af morfaderens talenter.

Hidtil havde orøerne handlet grovvarer, dvs. korn, foderstoffer og gødning med købmæudene i Holbæk og købt kul hos enkøbmand Hagelund i Vellerup.

– Side 2 –

Men Jens P. Olsen begyndte at indkøbe disse varer i Københavns Frihavn. De blev fragtet hertil af de mange småskibe “havets husmænd”, som dengang besejlede fjorden, men især af Jens Hansens “Tordenskjold” der var hjemmehørende på Orø.

Omtrent hvor uddeleren nu har sit kontor, stod der før en brønd med håndpumpe. Mellem brønden og butikken var der en smal gennemkørsel, hvor en bil, men næppe nutidens lastvogne, kunne passere. På den anden side af brønden var der nedgang til kælderen, som så ud til at være rester af det ældste byggeri.

Her opbevaredes, foruden øl, tovværk, tjære, vognsmørelse, kemikalier og tønder med olie, terpentin, linolie, sirup, m.m. Herfra tappede man i kundernes medbragte dunke og flasker – man genbrugte dengang til tingene var slidt op. Og det kunne ske, at en lærling tog fejl og tappede linolie på sirupsflasken. Når bønderne skulle i kælderen og have en bajer eller to, sagde man, at de var nede og købe reb.

Fra brønden og ned til Bygaden blev der bygget magasin til korn og foderstoffer samt hestestald, og langs Kattekærstrædet ud til, hvor benzintanken nu er, blev der bygget kulhus.

– Side 3 –

I vinklen ud mod Bygaden var der hønsegård, indtil det blev aktuelt med benzintank.

Det viste sig at være en god investering, og i 1908 havde Jens Peter Olsen tjent så mange penge, at han kunne sælge forretningen og købe en gård i Gamløse.

Hidtil havde butikken været drevet af folk, der bare havde naturlige anlæg
for handel. Nu kom der fagfolk til, idet køberen var udlært som kommis hos Julius Mortensen i Holbæk. Om Christian Jakobsen, som han hed, skriver Henrik Larsen, at han var den første uddannede købmand på Orø, og han var endnu købmand, da vi kom til Orø. Men min mor fandt ham ikke særlig professionel. Han brugte skråtobak, som så mange gjorde dengang, og gik og spyttede på gulvet i butikken, hvorefter han med et specielt trin gned spytklatten ned i gulvbrædderne med skosnuden.

Men købmand Jakobsen kunne snakke – og drikke – med kunderne, skriver Henrik Larsen. Omsætningen steg, men også det udestående, så Jakobsen var ved at køre fast. En overgang forpagtede han butikken ud, mens han forsøgte at inddrive sine tilgodehavender, men det endte med, at forretningen blev solgt til endnu en kommis, Laurits Andersen. Han var en modig mand, idet han byggede en etage ovenpå Søren Jensens gamle hus fra 1868. 

Resultatet kan ses på den kopi af museets akvarel, som hænger i Dagli’Brugsen. Øverste etage blev så indrettet til beboelse, og det meste af underetagen blev taget ind til butik. Men det gik ikke alligevel; og Laurits Andersen fik problemer og blev den sidste købmand på stedet.

Ejendommeligt nok havde Orø ikke før fået en brugsforening, skønt der i årene op til l. verdenskrig var en fantastisk aktivitet i befolkningen. Fra 1890 fik vi fast dampskibsforbindelse til Holbæk, i 1891 bygges mejeriet, 1903 fik Bybjerg fælles vandværk, og Næsby et par år senere. Der blev bygget missionshus og i 1907 forsamlingshus, og endelig oprettes i 1912 Bybjerg Elektricitetsværk, og det blev altsammen financieret af orøerne selv.

Der havde været en brugsforening. Den blev oprettet omkring i 1870 med Henrik Jørgensen, Langdalsgården, som formand og lærer Bergstrøm som regnskabsfører, to af datidens markante personligheder. Desværre er foreningens forhandlingsprotokol ikke bevaret, så vi ved ikke, hvorfor foreningen måtte lukke en halv snes år senere. Derimod er foreningens vare- og regnskabsprotokol bevaret, og det er spændende læsning. Den afslører, at man har brugt et helt nutidigt regnskabssystem, og den fortæller om et fantastisk varesortiment.

– Side 4 –

Ser vi bort fra, at der ikke førtes mange forskellige mærkevarer af samme vare, så var sortimentet af kolonivarer faktisk ligeså bredt, som i nutidens Dagli’Brugs.

Der var alle slags krydderier, der var manufaktur, isenkram og kemikalier. Og så var der brændevin i tøndevis. Den 31. august har man indkøbt 400 potter 8 grader brændevin. Brændevin blev i gamle dage målt i grader. En grad svarede til ca. 6 procent alkohol. Den indkøbte brændevin har derfor indeholt 42-48 procent alkohol.

Men måske var kundegrundlaget for lille. Iflg. Trap var der i 1880 736 indbyggere på Orø, og i den samme periode bliver den forretning grundlagt, der siden blev til den nuværende Brugs. Mange af bønderne købte også kolonialvarer på den ugentlige markedstur til Holbæk.

Så måske var varetageret i Orøs første brugsforening for ambitiøst. Når man bladrer i den gamle varebog, ser det ud, som man har tilstræbt et sortiment som hos en købmand i Holbæk, og det har omsætningen ikke kunnet bære.

– Side 5 –

Indkøbt fra Holbæk Dampmølle
200 p mel: 27 kr. 50 øre.

Den 1. juni 1878 indk.

123 1/2 p candis á 51 øre.
100 p. cikorie á 24 1/2 øre,
udsalg 32 øre.

6 1/2 p. melange nr. 4 á 57 øre.
4 p. melange nr. 5 á 50 øre.

Caffe, rå, 90 øre pr. p. i udsalg.
Caffe, brændt, 120 øre pr. p. udsalg.

Spegepølse, udsalg, 50 øre pr. p.
lslandske klipfisk, 20 øre pr. p.
lndkøbt 53 p. sirup á 23 1/2 øre.

Indkøbt 1/2 dus. tømmerblyanter, 23 øre.
1/2 dus. gadekoste, 393 øre.

Safran, 1 kr.

Indkøbt 48 stk. toiletsæbe á 45 øre.
Indkøbt 12 honningsæbe á 12 1/2 øre.
Indkøbt 12 urtesæbe á 12 1/2 øre.
Indkøbt 12 glycerinsæbe á 12 1/2 øre.
Indkøbt 2 p. blåsten, 60 øre.
Indkøbt 25 breve anilinfarver á 5 øre.

Nogle udpluk fra den 115 – 116 år gamle vare- og regnskabsbog. Alle vægtenheder er angivet i pund = 1/2 kg., så i denne liste står p. for pund.

Men der er sket så meget siden, at det kan være nødvendigt, at resumere brugsforeningens og andelsbevægelsens ide og historie. Det begyndte i 1844 i England, hvor nogle fattige vævere så, at købmændene favoriserede de store kunder på deres bekostning. Derfor åbnede de selv en butik – verdens første brugsforening – baseret på de fire grundlæggende principper: Fri medlemsret, lige stemmeret, begrænset rente af indskudskapitalen og fordeling af overskuddet i forhold til medlemmernes køb. Men også med risiko for at dele underskuddet, hvis det blev aktuelt.

Det var provst Sonne i Thisted, der havde erfaret som væverne i Rochdale, som byen hed, der i 1866 tog initiativet til oprettelsen af Danmarks første brugsforening, “Thisted Arbejder-forening”. Provst Sonne havde udover de økonomiske, også nogle visioner om, at foreningen skulle føre til “arbejderstandens etiske og sociale højnelse”.

Men i begyndelsen gik det trægt. Egentlig var det opfindelsen af centrifugen i 1878, der satte gang i begivenhederne. Før skulle mælken skummes med hånd, nu kunne processen mekaniseres.

Og allerede i 1882 oprettes Danmarks første andelsmejeri i Hjedding på grundlag af vedtægter, som nogle vestjyske bønder satte

– Side 6 –

sig sammen og udformede i løbet af en nat. Disse vedtægter fastslog, at husmanden med en ko skulle have afregnet sin mælk på samme vilkår som proprietæren med 50 køer. Dette princip kom til at danne grundlag for hele den danske andelsbevægelse, og i løbet af det næste tiår blev der bygget et mejeri, en brugs og et forsamlingshus i næsten hvert eneste sogn landet over. Det blev altsammen financieret via det solidariske ansvar, i realiteten med hjem og eksistens som indsats, ganske som væverne i Rochdale.

I de følgende år kom andelsbevægelsens organisatoriske opbygning, og den betydeligste mand i denne forbindelse var Severin Jørgensen. Han var oprindelig købmand, men blev uddeler i Vester Nebel, og han samlede brugsforeningerne i FDB, Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger, og var dens første formand. Han tog initiativet til oprettelse af Andelsbanken, Dansk Andels Ægeksport og udgivelsen af Andelsbladet, og han stod bag dannelsen af Nordisk Andelsforbund.

Og som provst Sonne, havde Severin Jørgensen også nogle forestillinger om andelsbevægelsens etiske værdier, som han formulerede således: “Andelsbevægelsens betydningsfuldeste mål er at løfte befolkningen til et højere moralsk stade, at 

gøre medlemmerne til dygtigere, selvstændigere og fremfor alt bedre mennesker”.

Det er en mundfuld, der ville få nutidens mediefolk ud med kritiske spørgsmål, men da Severin Jørgensen døde i 1926 og helt op til vor tid, levede andelsbevægelsen stort set op til disse holdninger.

Men så var industrialiseringen over os, og, som en af FDB’s formænd sagde: “Fru Jensen i sutsko forsvandt fra vore butikker og blev til damer i stilethæle”. Men det var kun en kort overgang, så var butikkerne befolket af piger i cowboybukser og maosko. Tyskeren Levi Strauss kom i 1853 til USA. Under mærker “Levi’s” begyndte han at sy bukser af et specielt blåt bomuldslærred, der var så velegnet til hårdt og beskidt arbejde, at det især blev solgt til guldgravere, jernbanearbejdere og landarbejdere, dem, der senere blev til det romantiske begreb: Cowboys, der jagtede kvægtyve og indianere. Strauss havde næppe drømt om, at godt 100 år senere ville hans design være båret af damer og herrer i de højeste kredse, der aldrig havde kendt til hårdt og beskidt arbejde.

Men mens fru Jensen ikke skiftede butik uden grund, så gik de cowboyklædte på shopping og jagtede dagens bedste tilbud – næsten helt i overenstemmelse med den oprindelige symbolik.

– Side 7 –

Men derved gik solidariteten fløjten, og andelsbevægelsen fik åndenød. Og fra finansverdenen til dagligvare-markedet bøjede man knæ for kravet fra før 1844 om, at den, der køber og sælger størst, skal også have de største fordele.

Man kan godt undre sig over, at orøerne ikke også oprettede en brugs i den aktive periode før krigen. Måske var der nogle spor, der skræmte, i den forbindelse med lukningen af den første brugs. Vi ved det ikke. Men Orø var også godt dækket ind med købmænd. Der var 3 i Bybjerg, en i Brønde, en i Næsby og der havde været en købmand i Gamløse. Så

det lå klart, at skulle det have nogen mening at oprette en brugsforening, så skulle en af købmændene købes ud. Der skulle gå næsten 40 år, før man igen begyndte at snakke brugs på Orø.

En af de ivrigste fortalere var fisker Niels Andersen, Brønde. Han fik støtte af et par stevnsboere, der for nylig var kommet hertil og som var fortrolige med brugsforeningsbevægelsen. Det var Jens Peter Ellehøj, Godthaabsgården og Jens Petersen, Sølyst. De fik en af bevægelsens pionerer, Kr. Olsen, Ll. Torøje v. Fakse herind, hvor han på et møde fortalte om, hvordan sagen kunne gribes an.

– Side 8 –

På mødet blev der nedsat et udvalg med Hans Jørgensen, Langdalsgården, som formand. Udvalget fik tegnet 82 medlemmer, og den 9. september 1919 holdt man stiftende generalforsamling, hvor der blev valgt en bestyrelse på 5 medlemmer. Det var tækkemand Kristian Larsen, fisker og husmand Niels Andersen, Brønde, fisker Peter Hansen, Garnløse, Julius Jensen, Børret og Henrik Larsen.

Og nu gik det stærkt. Den 13. september holdt bestyrelsen sit første møde, hvor der nu forelå tilbud fra byens 3 købmænd om salg af deres butik, indhentet af det afgående udvalg, ligesom der også forelå en skitse til eventuel nybygning. Men det vedtoges at købe den største forretning, og handelen blev afsluttet på det samme møde med overtagelse pr. 24. november.

Desværre fortæller den gamle protokol ikke, hvad det kostede at overtage købmandsbutikken. Men den fortæller, at man søgte et lån på 100.000 kr. i Bondestandens Sparekasse og efter flere henholdende svar fik man afslag d. 10. november. Derefter gik man til Landmandsbanken, hvor man fik et lån på 65.000. Den 15. november foreligger kontrakt
på dette lån, der underskrives af 18 medlemmer og bestyrelsen; men det har ikke været tilstrækkeligt til også at betale varelageret, for den 25.

november vedtages det at søge 25.000 kr. på en veksel, enten med Landmandsbanken, eller med sælgeren, købmand Andersen. Den 26. november har man dog betalt Andersen 19.831 kr. for varelager. Resten, 16.000 kr., søges tegnet på en veksel.

Det ser også ud til, at der har været diskussion om varelagerets værdi, idet man først har betalt de 16.000 efter at have rådført sig med en sagfører.

Disse 16.000 søgte man tegnet på en veksel; men foreningen lånte også hos medlemmerne, ca. en snes tusind ialt i portioner på 2 – 10.000, der blev forrentet med 1/2 % over Nationalbankens diskonto.

Man må beundre den tro på ideen, som datidens mennesker havde.

Men det skulle blive endnu værre. Financieringsproblemerne havde fået de fleste ansøgere til uddelerstillingen til at falde fra. Der var nu kun 2 tilbage, og man valgte kommis Ingolf Larsen, Næstved. Det skulle hurtigt vise sig at være et dårligt valg. I det næste halve år viser protokollen om gentagne kontroverser med uddeleren, og den 2. august 1920 vedtager bestyrelsen, “at lade sagen angående uddeleren af gøre af generalforsamlingen.”

– Side 9 –

Min far har fortalt om denne generalforsamling. Dengang var der ikke kaffebord og bankospiI bagefter for at lokke husarerne ind, og medlemmernes koner havde heller ikke stemmeret. Det krævede også noget energi at komme frem. Godt nok havde mine forældre cykel, men de blev aldrig fortrolige med disse køretøjer. De var også tunge at træde frem på datidens grusveje, så min far

gik helt derude fra Næsset. På vejen skulle han have et andet medlem med, hvis kone brugte hørerør ligesom tante Møhge. Men hun fulgte godt med, for da de to mænd gik, råbte hun efter dem: “Få ham nu væk.” Og “ham”, det var jo uddeleren. Men på generalforsamlingen var der et lille flertal for at gi ve den flinke mand endnu en chance. Han var jo også tit god for en bajer i den gamle kælder.

– Side 10 –

Men på et bestyrelsesmøde den 11. oktober bliver uddeler Larsen opsagt til fratrædelse den 1. januar 1921, og da en opgørelse afslører et underskud på godt 9.000 kr., bliver Larsen sat af bestillingen øjeblikkelig. Og da underskuddet vokser yderligere til godt 16.000, eller 5-6 gange mere end uddelerens kaution dækkede, vedtager man at indgive politianmeldelse mod uddeleren. Men 3 dage senere kom uddelerens far, fisker L. P. Larsen, Rødvig, til Orø, og der blev indgået en aftale om, at familien betalte 75% af underskuddet, og brugsforeningen overtager uddelerens heste, vogne og seletøj.

Det må dog tilføjes, at problemerne ikke alene skyldtes uduelighed. Pludselige prisfald på korn efter krigen medførte også tab for Brugsen. Så man kan ikke sige, at Orø Brugsforening kom let fra start.

Den næste uddeler var Th. Nielsen, og han tiltrådte den 24. november 1920. Jeg husker ham som en lille stilfærdig mand, der ikke sagde mere end  det nødvendige. Hans kone husker jeg ikke, hun kom vist ikke i butikken, men da havde uddelerkonerne jo også hele personalet på kost. Det var ikke nogen misundelsesværdig opgave at få
den gældstyngede brugsforening på fode igen, og nytår 1924 fratrådte Nielsen efter eget ønske. Hans efterfølger blev Chr. Frederiksen. Han var i modsætning til Nielsen en stor

kraftig mand og nok en af de mest driftige uddelere, Brugsen har haft. Han kunne både handle korn med bønderne og sælge varer i butikken.

Det var i radioens spæde barndom, og Frederiksen så straks muligheden for at sælge radioapparater. Kunne folk ikke selv sætte den luftantenne op, der skulle til, klarede Frederiksen også det.

Han kunne også både drikke en bajer og lade være, men den 2. november 1926 fandt bestyrelsen det alligevel nødvendigt at vedtage “at enhver nydelse af spirituøse drikke i brugsforeningens lokaler fremtidig er forbudt”.

1926 blev det navnkundige “Margrethe” sat ind på Orø-Holbæk overfarten. Den kunne tage en bil ombord, og Frederiksen begyndte
straks at bearbejde bestyrelsen for at få lov til at købe en lastbil til varekørslen. Det vakte megen modstand. De fleste heste var jo bange for biler, når de mødte dem på vejen.

Men det endte med, at man på en ekstra generalforsamling vedtog at give uddeler Frederiksen tilladelse til at købe bil med forpligtigelse til at udføre varekørslen som hidtil for en pris af 1400 kr. årlig, mod at uddeleren selv køber bilen og selv afholder alle udgifter og reparationer ved denne.

– Side 11 –

Foruden kolonial og isenkram havde Brugsen lager af foderstoffer, brændsel, trælast og byggematerialer, som blev leveret frit over hele øen på de to ugentlige vareture. Så der var nok at bruge lastbilen til.

Men skønt Brugsen dengang havde åbent 75 timer ugentlig, fandt den virksomme uddeler på noget helt nyt. Alle øens landmænd måtte dengang pr. hestevogn transportere deres slagtesvin til havnen, hvorfra de blev

lempet ned i lasten på “Margrethe” netop der, hvor lastbilen holder. På travle dage kunne vognene holde i kø næsten ind til “Brogården”.

Også her så Frederiksen en mulighed. Han lod tømreren lave et lad til lastbilen, og så begyndte han at køre svin for landmændene. Sammen med sin populære chauffør, Ingeman, startede de kl. 4. med at samle svin, så de kunne være færdige til kl. 6, når butikken åbnede, og Ingeman gik i

– Side 12 –

gang med kost og spand, så bilen kunne være klar til vareturen. Jeg tror, Frederiksen tog 1 kr. pr. gris. Da Frederiksen rejste i 1934, overtog Svend Jochumsen svinetransporten, og på det grundlag byggede han en vognmandsforretning, der på sit højeste havde en vognpark på to lastbiler og to lillebiler.

Da heste og vogne blev solgt, fik Frederiksen indrettet lager til trælast i vognporten, og i hestestalden, der lå nederst mod Bygaden, blev der isenkramlager med udstillingsvinduer i gavlen af magasinbygningen.

Under de givne vilkår var det dygtigt gjort. De fleste referater fra bestyrelsesmøderne vidner om besværet med at afdrage på Brugsens lån og med at holde det udestående på et acceptabelt niveau. Både høj og lav skyldte Brugsen penge, og der var ikke meget at spille om. I tyverne og begyndelsen af trediverne omfattede forbruget i bogstaveligste forstand kun dagligvarer til livets opretholdelse. Vi sultede ikke, men vi producerede også de fleste fødevarer selv. Derfor var det imponerende – set med vore øjne – at øens befolkning af småbønder, fiskere og andre små erhvervsdrivende både kunne investere i “Margrethe” til godt 100.000 kr., betale de 80.000 selv, kun 22.000 kom fra amtet og Holbæk by, og holde Brugsen i gang.

Et folketingsmedlem blev for mange år siden kendt for en bemærkning om, at det var svært at styre jernbanedriften og kønsdriften. Frederiksen var dygtig til at styre Brugsen, men et forhold til en kvindelig lærling, som man nok i vore dage ville have sagt, hørte til privatlivet, medførte at Frederiksen måtte fratræde med øjeblikkeligt
varsel. Bestyrelsen havde overvejet at tilbyde fru Frederiksen stillingen som uddeler, men familien blev alligevel sammen, da de flyttede fra Orø.

Den 1. januar 1934 tiltrådte Ejner Agergaard som uddeler. Det var vel et udtryk for for datidens kønsdiskriminering, at vi ikke kender
fornavnet på uddelernes koner, men de skulle jo også bare sørge for personalets forplejning. Men fru Agergaard gik også med i butikken; hun var især god til at sælge manufaktur. Det var i de år, FDB åbnede påklædningsmagasiner Holbæk og flere andre byer.

Agergaard og frue var et par solide og lune jyder, der faldt godt til på øen. Og på generalforsamlingen den 3. dec. 1934 fandt man det for første gang forsvarligt at udbetale dividende, hele 5%. Det var næppe alene Agergaards fortjeneste. Året før
havde Stauning indgået det såkaldte Kanslergadeforlig, depressionen efter “den sorte mandag” i New York 1929 var ved at være overvundet, og resten

– Side 13 –

af trediverne var præget af en jævn fremgang både for Brugsen og det øvrige erhvervsliv.

Men det fik en brat ende. Den 4. september l 940 vedtager man at opsætte skodder på butiksvinduerne efter påbuddet om mørklægning. Det bliver også pålagt landmændene at aflevere en del af deres kom til en af staten fastlagt pris til de såkaldte statslagre. Brugsforeningen får status som sådan, og for administrationen får Agergaard 25 øre pr. 100 kg korn.

Men ellers fortæller protokollerne meget lidt om besværlighederne. I vinteren 1941 har man i forsamlingshuset forevist en film om vask og vaskemidler med tilhørende foredrag, og det skal nok forstås somerstatningsvaskemidler. Efter forevisningen en svingom.

Agergaard har for egen regning anskaffet en såkaldt triør, en maskine til frasortering af ukrudtsfrø og småkemer i korn til såsæd. Den
overtages af Brugsen, da Agergaard, efter eget ønske, rejser den 1. juli 1941. Men da Orøs sidste vindmølle i 1943 får en stormskade og indstiller driften, vedtager bestyrelsen at indrette et mølleri i magasinbygningen. Så må triøren ud for at give plads til en 30 tommers kværn.

Uddelerstillingen var da overtaget af  Hardy Rindum. Han var ugift, men

blev senere gift med sin husbestyrerinde. Men ved ansættelsen forlanger bestyrelsen, at Rindum skal ansætte en udlært ekspeditrice af hensyn til salget af manufaktur.

Det var i Rindums tid, Orøs brugsforening nåede 25 års jubilæet. Det blev fejret med kaffebord i forsamlingshuset, hvor der var samlet 168 gæster, så der var trængsel. Og “kaffebord” var så meget sagt. Det, vi drak, var ristet kom, der var formalet og blandet med Richs og cikorie, men stemningen var der ikke noget i vejen med. Så vidt jeg husker fortalte Henrik Larsen – med stolthed – at i løbet af de 25 år havde Orø Brugs solgt for over I million kr. butiksvarer, og trods rationering og vareknaphed kunne man stadig udbetale 5% dividende.

Et halvt år senere var Danmark atter frit, men rationering og vareknaphed varede nogle år endnu. Der skulle først samles valuta til at købe for i udlandet. Så i 1946 kan man for første gang i 12 år ikke udbetale 5% i dividende uden at tage op af reguleringsfonden. Men optimisme er der alligevel. Til kredsmødet i 1946 indbydes bestyrelsen for første gang med damer, og man vedtager, at Brugsen betaler transporten – også for damerne.

Det var også i 1946, Henrik Larsen ønskede at trække sig tilbage som

– Side 14 –

formand efter 27 års solidt arbejde. Han fortsatte dog som bestyrelsesmedlem, og i stedet valgtes Thorvald Pedersen til formand.

Den 1. august 194 7 opsiger Rindum sin stilling til fratræden den 1. oktober. Blandt 26 ansøgere vælges kommis Gunnar Nielsen, Søsum.

Og nu går det fremad. I 1948 vedtager man at lade elektriker Jensen indlægge lys på WC, hvilket formentlig skal opfattes som lokummet, for i 1949, da byen bliver kloakeret, vedtager man at lade murer Svaneeng indrette badeværelse og toilet i hovedbygningen, hvis det kan lade sig gøre for ca. 1000 kr. Den 5. juli 1950 vedtager man at indkøbe en elektrisk vaskemaskine (en Ferm) og udleje den til kunderne for 5 kr. pr. dag. Året efter havde Brugsen 3 maskiner kørende.

Det var også i 1950 jeg blev valgt ind i bestyrelsen. Og her fik jeg et par gode læremestre i Henrik Larsen og Thorvald Pedersen. De var vidt forskellige. Henrik var en af de sidste repræsentanter for den gamle bondekultur, og hvor han stemte politisk, blev jeg aldrig klar over. Thorvald var arbejder og socialdemokrat – ingen tvivl om det – og han havde en kontant måde at sige tingene på. Men fælles for dem var deres solidaritet med andelsbevægelsen.

Orø Brugsforenings problem gennem årene har været at holde sit tilgodehavende hos kunderne på et acceptabelt niveau. I følge vedtægterne måtte der kun gives 30 dages kredit, men det blev aldrig overholdt. I Agergaards og Rindums tid skete der en vis opstramning, men Gunnar Nielsen var en flink mand og en dygtig sælger, og det udestående voksede igen faretruende. Og hvad værre var, at ved regnskabsafslutningen i 1953, viser regnskabet, at uddeler Nielsen skylder brugsforeningen 39.522 kr.

Nielsen argumenterede så godt for sine muligheder for at rette forholdet op i løbet af det kommende år, at han fik lov at fortsætte. Det lykkes tilsyneladende, for ved opgørelsen i 1954 har Nielsen et tilgodehavende hos foreningen på 1400 kr. Men ved opgørelsen året efter den 5. oktober skylder uddeler Nielsen næsten det samme som to år før, nemlig 39.942 kr., og herefter indgav Nielsen sin opsigelse til fratræden den 1. januar 1956.

Stillingen blev straks opslået, og blandt 17 ansøgere valgte vi Lise og Frede Holck, Gundsømagle. Den 8. december var de herovre for at underskrive ansættelseskontrakten, og Lise tog mål af gardiner til deres nye hjem. I 1955 var gardinbussen et udkendt begreb, enhver ordentlig husmoder syede sine gardiner selv.

– Side 15 –

Men den 23. december ringede Thorvald til Holck, og på sin særlige facon indledte han med at spørge, om Lise var færdig med at sy gardiner. Ja, de er i orden, svarede Frede glad. “Dem kan hun sgu godt smide væk” sagde Thorvald.

Voffer det?

“Fordi Brugsen er brændt!” Og hermed var mange års diskussion om bygning af nyt butikshus endelig slut.

Lillejuleaftens morgen kl. 5 blev vi vækket af brandalarm: Det brænder i Brugsen. Orø Brandvæsen var ikke så effektivt som nu, så ilden havde godt fat, inden det kom, og brandfogeden sagde meget fornuftigt: Lad lortet brænde.

Vort helt aktuelle problem var nu: Hvordan betjener vi vore kunder.

Allerede om eftermiddagen den 23. december havde vi bestyrelsesmøde, hvor det blev besluttet at indrette nødbutik i det tidligere nævnte isenkramlager i magasinbygningen, der stort set var uskadt. Heldigvis var levnedsmiddelkontrollen også et ukendt begreb, ellers var det ikke gået. Holck var også med på ideen og gik i gang 2. juledag – skønt hans svigerforældre havde sølvbryllup. Der blev indkøbt varer, opmuret skorsten og opsat kakkelovn, og inden nytår var butikken etableret og åbnet.

Der skulle også skaffes bolig til Frede og Lise, men de var ikke pivede, de startede med at bo i “Hellehuset”.

Det skulle vise sig at gå knap så let med at få bygget en ny brugs. Myten om, at man bliver velhavende efter en brand, holder ikke altid.

Brandårsagen fandtes at være kortslutning, og den 30. december forelå politiets tilladelse til at rydde brandtomten, og på et bestyrelsesmøde samme dag vedtages at gå i gang snarest med Thorvald Petersen som leder med ansvar for antagelse af arbejdskraft og vogne til bortkørsel, og i løbet af de første 3 dage af det nye år var tomten ryddet.

De fleste murbrokker blev brugt til belægning på private veje, og træet blev ligeledes afhentet og skåret op til brændsel.

– Side 16 –

Den 31. januar havde vi møde med arkitekt Tholle fra FDBs arkitektkontor, der forelagde skitseforslag til nye bygninger. Det var en selvfølge, at den nye brugs skulle have samme funktion som den gamle. Dvs. butik med disk, hvorover varene blev ekspederet, og hvor varekurven fredag aften med et kræmmerhus bolcher endnu var almindelig. Ligeledes skulle der være mølleri og lager til foderstoffer, gødning, brændsel og trælast.

Ingen kunne i 1956 forudse de enorme kulturelle og økonomiske

forskydninger, der siden er sket i samfundet. Arkitektkontoret gik videre med planerne og kom frem til et overslag på 200.000 kr.

På en generalforsamling den 21. februar fik bestyrelsen med 41 stemmer mod 0 tilslutning til at indhente tilbud, og den 20. april havde vi møde med arkitekt og håndværkere, hvor tilbudene blev forelagt. De lød på en samlet byggesum på 186.600 kr. Dertil kom arkitekthonorar, nedrivning af magasinbygning og kulhus m.v.

– Side 17 –

Tilbuddene blev forelagt på en general forsamling den 23. april. Men nu kom vanskelighederne. Der var stor utilfredshed med, at vi havde valgt udenøs håndværkere. Det havde vi efter moden overvejelse, fordi det var et stort projekt, og fordi vi havde gode erfaringer med de samme håndværkere, da vi 5 år før byggede nyt mejeri.

Nogle medlemmer mente også, at butikken blev for stor, og at økonomien var tvivlsom, og da medlemmerne ikke kunne bindes til at gå med i projektet, blev der sat en frist for udmeldelse, og da den var udløbet, havde 37 udmeldt sig.

Der var så kun 102 medlemmer tilbage, og det gjorde långiverne betænkelige. Men på generalforsamlingen d. 3. maj fik bestyrelsen alligevel enstemmig tilslutning til at sætte byggeriet i gang, og umiddelbart efter begyndte man udgravning til grund og kælder – skønt vi var på fallittens rand.

Vi fik udbetalt 77.000 i brandforsikring. Uddeler Nielsen mente ikke, han skyldte os de næsten 40.000, men det var jo udregnet af FDBs uvildige revisorer, og beløbet viste sig desuden at være uerholdligt. Den endelige opgørelse viste også, at Nielsens kreditgivning løb op til 254.000, hvoraf også en del var uerholdelige. Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke tror, Nielsen bevidst

– Side 18 –

har begået bedrageri, men noget er gået galt, måske har han tabt penge på kornhandel, det har klogere folk end Nielsen gjort.

Men alt det medførte, at vi havde en stor forfalden skyld hos FDB og ØA,
og måtte forhandle om moratorielån. ØA står for: “Øernes Andelsselskab” for indkøb af foderstoffer.” Den skyldte vi 100.000 kr. De havde en

flink direktør, der foreslog os en afdragsordning over 20 år til en rente på 6%. Vi slog straks til. Fortrøstningsfulde drog vi videre til FDB, hvor vi skulle forhandle med direktør Fabricius. Han var ligeså sur, som ØAs direktør havde været imødekommende. Vi blev pure afvist, da vi foreslog en ordning som med ØA. Gælden skulle afdrages på 5 år. Vi forhandlede os frem 8 år. Da vi

– Side 19 –

skulle gå, tillod Thorvald, vores formand, sig at sige, at han ikke syntes, Orø Brugsforening var så ringe, at vi fortjente at blive behandlet så dårligt. Hertil svarede Fabricius: “Orø Brugsforening er den ringeste i Danmark, ikke blot forholdsvis men absolut.”

Vi havde inviteret vore koner med til København, og det var meningen, vi

skulle ud og spise, når forhandlingerne var overstået. Nu mistede vi helt humøret og tog tilbage til Holbæk, men da der var ventetid, inden “Margrethe” sejlede hjem og vi var blevet godt sultne, gik vi ind på “Jernbanehotellet” og spiste fladt smørrebrød. Mere er det vist ikke nødvendigt at antyde om de økonomiske vilkår. Nu lykkedes projektet som bekendt, og det skyldtes

– Side 20 –

ikke mindst et godt og tillidsfuldt samarbejde i bestyrelsen, og et uddelerpar, der tog alle besværlighederne uden at kny, samt at vi blev færdige og fik financieret byggeriet inden inflationen og renten begynde at løbe løbsk.

Så glæden var stor, da vi i maj 1957 kunne åbne den nye butik, og efter at have monteret gardiner på ydmyge steder i halvandet år, kunne Lise endelig hænge gardiner op i deres nye lejlighed ovenpå butikken.

Frede og Lise blev hurtigt meget afholdte, og endnu en tid var Orø Brugsforening en blandet landhandel med et sortiment, der stort set kunne

dække landsbysamfundets daglige behov til husholdning og erhverv.

Så sent som i 1951 blev der oprettet nye husmandsbrug, men i midten at halvtredserne vendte udviklingen, og affolkningen af landdistrikterne tog fart. Mejetærskeren afløste selvbinderen, og det medførte behov for korntørring og løsvarebehandling af kom og foderstoffer, der krævede investeringer, som en lille forening ikke kunne magte.

I begyndelsen af tresserne fik vi fuld beskæftigelse og store lønstigninger, og solidariteten forsvandt. Kunderne gik efter selvbetjening, tilbudsvarer og varer på dybfrost og køl.

– Side 21 –

Så vor nye butik blev faktisk umoderne i løbet af 3 – 4 år.

I 1964 trak Thorvald Petersen sig tilbage efter 18 år som formand, og jeg blev hans efterfølger, og året efter gik han ud af bestyrelsen efter 34 år, så jeg kom ud på dybt vand med det samme.

I 1965 blev vi nødt til at forhøje renten på gæld over 30 dage til 12%. Det var en fordobling fra vi byggede 10 år før. At der skulle ske endnu en fordobling af renten i de næste 10 år havde vi ikke fantasi til at forestille os.

Den negative udvikling i de små grovvareforeninger fortsatte. Det var et generelt problem, derfor blev der nedsat et landsplanudvalg, der skulle vejlede foreningerne til at finde fornuftige løsninger på at gå sammen i større enheder.

Udvalget forslog os at forhandle med Roskildeegnens Andelsfoderstofforening, som den hed dengang. Disse forhandlinger blev indledt i 1967 og resulterede i, at bestyrelsen på generalforsamlingen den 5. december 1968 fik vedtaget sit forslag om pr. 1. januar 1969 at overdrage vores grovvarehandel til R.A. Men ikke alle var glade for at sige farvel til deres egen forening med dens mange servicefunktioner.

På den samme generalforsamling fik bestyrelsen vedtaget et forslag om kontant betaling. Et lignende forslag blev forkastet i 1963.

1967 var også på anden vis et mærkeår, idet vi fik valgt den første kvinde ind i bestyrelsen. Det var Inger Nielsen, Brønde. Hun var ikke rødstrømpe og lavede ingen revolution, men gjorde god fyldest på lige fod med os andre.

Nu havde sommerhuse i hundredvis bredt sig over øen. Det gav mange kunder i sommertiden, og det ledige grovvarelager gav en kærkommen lejlighed til udvidelse af butikken, der var ændret til selvbetjening, og
sortimentet var udvidet med varer på frost og køl.

Foreningens 50 års jubilæum blev fejret med middag på kroen med lækker mad, vine, musik og dans, helt i kontrast til jubilæet i 1944.

Det er vanskeligere at beskrive stemninger og følelser. Måske kan jeg bedst besk.rive det ved at fortælle om de to mejerijubilæer, jeg nåede at opleve. Orø Mejeri havde 50 års jubilæum i 1941. Det var midt under besættelsen, netop i de dage, at Hitlers hære gik ind i Rusland og løb alt over ende som på de andre fronter. Der var da også en del, der mente, at det ikke var tider at feste i. Men festen blev holdt trods alt; det var i

– Side 22 –

forsamlingehuset, hvor der blev serveret flæskesteg, dertil lys pilsner eller vand (forsamlingshuset havde ikke spiritusbevilling) og der var musik og dans. Det ejendommelige var, at der alligevel var en tro på, at en skønne dag var galskaben ovre, så vore varer igen kunne handles frit, og
at der også ville blive et 100 års jubilæum. Det troede vi endnu 10 år senere; ellers havde vi ikke bygget det nye mejeri.

Men da vi i 1966 fejrede mejeriets 75 års jubilæum med middag på “Strandparken” i Holbæk, da vidste vi alle, at det blev Orø Mejeris sidste jubilæum.

Og netop i november 1969 stod mejeriet foran sin lukning, og vi havde afstået vores grovvarehandel. Den tro på landsbysamfundets fremtid, der overlevede krig og besættelse, den var krakeleret i 1969 – midt i al velstanden.

Egentlig gik det godt for Orø Brugs. Omsætningen steg støt, så vi langsomt kunne arbejde os ud af den gældsætning, vi var startet med. Men i ferietiden var presset ·så stort, at forholdene i butikken var utilfredsstillende for både personale og kunder.

Det faldt uheldigvis sammen med, at Danmark var på vej mod den berømte afgrund, som følge af den inflation,

der hverken var evne eller vilje til at stoppe. Den butiksudvidelse, vi nødvendigvis måtte foretage, var derfor nærved påny at sende os ud på fallittens rand.

Vores problem var, at den butik, vi havde, fungerede udmærket de ni måneder af året, at udvidelsen som følge af inflationen ville koste ca. dobbelt så meget som det kostede at bygge den nye brugs 20 år før, samt at renten lå 3 – 4 gange højere. Så det var mere tvunget af nødvendigheden end af overbevisning, vi gik i gang med en butiksudvidelse på ca. 100 kvadratmeter. FDBs udviklingsafdeling lavede en prognose, der tilsynelandende gjorde udvidelsen forsvarlig, og den 1. juli 1976 blev den nye butik taget ibrug.

Nu kunne butikken tage presset i ferietiden, men resten af året havde vi overkapacitet, og da vi skulle financiere byggeriet, var renten helt i top. Vi blev rådet til tage lån i schweizerfranc. Renten var 2%, men med risiko for kurstab. Vi fik et 5 årigt lån og slap nogenlunde fra det, men fordelen var ikke stor. Så den omsætningsfremgang og indtjening, prognosen lovede, udeblev.

Regeringens forsøg på at bremse farten mod afgrunden med momsforhøjelse m.v. lagde også en dæmper på købelysten, så der var ikke nok til konsolidering i de år.

– Side 23 –

Det kom dog helt uventet, da Frede Holck i august 1979 sagde sin stilling op efter næsten 24 års godt og dygtigt arbejde sammen med Lise. Det skyldtes et gammelt ønske om at blive selvstændig, men også at ræset i ferietiden belastede helbredet.

Der var på det tidspunkt ikke mange ansøgere til en uddelerstilling i en lille brugs som vores. Blandt de få valgte

vi Tove og Jørgen Jensen, der kom fra en lille brugs i Sædder, der stod foran lukning.

Tove og Jørgen Jensen var et par stilfærdige mennesker, der ikke sluttede sig til nogen lokale. Før vi antog dem, rådførte jeg mig med en af mine uddelervenner. Han sagde, at deres kvalifikationer var i orden, men
tilføjede at Jørgen måske snakkede lovligt meget.

– Side 24 –

Hvad han mente, blev jeg klar over, da jeg erfarede, at det nye uddelerpar var meget følsomme overfor kritik. Selvfølgelig skal uddeleren være lydhør for berettiget kritik, men megen kritik bunder i manglende forståelse for, at en butik, der sælger for 5 – 10 mill., ikke kan tilbyde det samme sortiment og de samme tilbud, som et supermarked, der sælger for 100 mill. Så når Jørgen snakkede, var det ofte for at give udtryk for sine bekymringer for den manglende forståelse. Men den moderne forbruger gider ikke høre på uddelerens bekymringer.

Jørgen Jensens arbejde som uddeler var der ikke noget at udsætte på, og baggrunden for hans bekymringer var jo reel nok. Da lånet i schweizerfranc udløb i 1982, måtte vi atter søge moratorielån i FDB.

Vi havde en række drøftelser med FDB, repræsenteret af kredsformand Jørgen Olsen, bestyrelsesmedlem i FDB, Alfred Kristensen, og afdelingsdirektør Kjeld Hansen, og på disse møder fik vi en opbakning, der var helt i modsætning til mødet i sin tid med direktør Fabricius.

– Side 25 –

Vi måtte acceptere nogle krav, bl.a. fyring af en helårsmedarbejder og udtynding af varelageret, hvad nogle kunder havde svært ved at forstå. Vi blev også rådet til at ændre vedtægtens §7 om solidarisk ansvar, hvilket krævede accept af vore kreditorer, men også her mødte vi forståelse, ikke mindst hos vor største kreditor, sparekassen SDS.

Vi fik således saneret vore forpligtelser, så Brugsen skulle have gode muligheder for at overleve, hvad tiden jo også har vist, den kunne.

Men Jørgen Jensen kunne ikke tage presset. Der måtte et uddelerskifte til. De nye folk blev Karen Rasmussen og Hans Larsen. De blev ligeså populære som Frede og Lise, og helt i pagt med tidsånden er det Karen, der er chef.

Som ung læste jeg den svenske forfatterinde Elin Wagners bog “Ilden overlever natten”, hvor hun lægger ansvaret for de to verdenskrige på patriarkatet, det mandsdominerende samfund og håber på en verden, der styres af kvinderne, et matriarkat.

– Side 26 –

Pudsigt løber der her i efteråret 1994 en føljeton i “Venstrebladet”, der prøver at skildre tilværelsen under et matriarkat. Den har ikke Elin Wagners kvalitet, men er ganske sjov.

Om vi er på vej til et matriarkatet ved jeg ikke, men jeg ved, at Karen Rasmussen, som uddeler i Orø Brugs, har gjort det så godt som nogen mand.

På trods af alle autoriteter investerede hun over 100.000 kr i et større varelager, og selv om lagerdagene ligger lige i overkanten, er der alligevel tjent mange penge. Siden 1985 er der foretaget modernisering af Brugsen, udskiftning af inventar til dybfrost, køl, benzinanlæg og kasseterminaler for over 1 million kr., som er betalt over driften, og omsætningen er steget fra 6 til 10 millioner kr.

I marts 1992 gik Orø Brugs med i Dagli’ Brugsen, der er en selvstændig enhed under FDB, som er forpligtiget til at føre et grundsortiment, leveret af egne forhandlere.

I januar 1993 gennemgik butikken en omfattende istandsættelse og ommøblering, så Brugsen nu fremtræder i lyse og venlige farver som en helt ny butik med gode oversigtsforhold.

Siden 1985 har Brugsen haft håndkøbsudsalg fra Elefant apoteketet

og fra 1988 dankortterminal.

Selv om vi lever under en kultur, der bestandig kræver fornyelse i alle livets forhold, så skulle Dagli’Brugsen på Orø kunne se de nærmeste år i møde uden større investeringer og dermed give mulighed for en solid konsolidering. Held og lykke med det.

Det var lidt om Orø Brugsforening gennem 75 år, som også er en del af Orøs historie. Nogen vil måske synes, den er for lang, men faktisk er det kun et resume. Men jeg har været glad for at skrive om en bevægelse, der blev en del af mit liv. Ligesom Thorvald fik jeg lov til at være med i bestyrelsen i 34 år, og det blev 34 spændende år, hvor jeg lærte mange forskellige mennesker at kende.

Uddelerne var jo en klasse for sig. I gamle dage hørte uddeleren og mejeribestyreren til sognets matadorer. En journalist skrev engang om den amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger, “at han ligner en dansk brugsuddeler”, egentlig ikke noget dårligt billede. Uden sammenligning iøvrigt, så må uddeleren også løse sine opgaver på demokratiets præmisser.

Andelsdemokratiet var noget særligt – når jeg bruger datidsformen er det fuldt bevidst. “Demokrati og ansvar hører sammen”, sagde K. B. Andersen, højskolemand og udenrigsminister,

– Side 27 –

og ingen steder var demokrati og ansvar så tæt forbundet, som i den lille forening med solidarisk ansvar. Den moderne forbrugerbevægelse ønsker ikke at tage noget ansvar, det skal overlades til staten, og
i forbrugerræset er enhver sig selv nærmest, både i grovvaresektoren og på dagligvare-området. Og det ligger langt fra Severin Jørgensens tanker om fællesskabet.

Jeg håber dog, at staten og bureaukratiet ikke blander sig mere, end det stadig afhænger af orøerne selv, om der bliver et jubilæum i 2019.

Men jeg kommer ikke.

Harald Petersen
September 1994

Brugsens historie 1919 – 1969

af Henrik Larsen

  1. november 1919 åbnede brugsen for første gang sit udsalg, altså for 50 år siden, og i den anledning de efterfølgende skildringer.

Brugsforeningstanken er jo ved sammenslutning at opnå fordele ved køb og salg, og på den måde at fremskaffe billigere varer eller i hvert fald ved konkurrence at holde priserne nede.

Den første sammenslutning af denne art fandt sted i England for 125 år siden, og bredte sig derfra til Danmark, hvor den første brugs blev oprettet i 1866. Brugsforeningstanken vandt genklang mange steder, også her på Orø var der folk, som var lydhøre for tidens rørelser, og i 1882 sluttede en del familier med Henrik Jørgensen, Langdalsgården som formand sig sammen, og de dannede en brugsforening. Der findes ikke hverken love eller forhandlingsprotokol fra denne forening, men i 1940erne fandt lærer Jørgensen på skolens loft en gammel protokol, ganske vist uden bind. Det viste sig at være brugsens varebog, som havde ligget der i næsten 70 år.

Bogen som var ført af foreningens regnskabsfører, lærer Bergstrøm, giver oplysning om vareindkøb og salg af forskellige varer og om udgifterne ved starten. Butiksinventaret havde kostet 2-300 kr., og indkøbet af varelageret 683 kr. 96 øre.

Der er jo stor forskel på dengang og nu, ikke alene på priserne, men også på varesalg. Af sukker solgtes dengang mest kandis og puddersukker og tændstikker solgtes i bundter. Det var den slags, hvorom man sagde, at når man strøg dem i den ene ende, gik der ild i den anden. Til de første tændstikker skulle der ikke bruges strygeflader. Bajersk øl indkøbtes i fjerdingkar, og tappedes på flasker.

Brugsen havde ikke eget hus, man sad til leje hos uddelerne, af hvilke man i den periode havde 3, og udsalget har altså været på tre forskellige steder. Efter 7 års tilværelse holdt denne brugsforening op, stille og rolig uden tab eller gevinst ved ophøret. Lageret blev overtaget af den sidste uddeler og efter sigende blev handelen ordnet af formanden alene uden nogen generalforsamlingsbeslutning. Det var i året 1889. Omsætningen var måske heller ikke stor, idet mange af gårdmændene købte de fleste kolonialvarer i Holbæk, når de var oppe til de ugentlige torvedage.

Efter 30 års forløb, begyndte man atter at drøfte oprettelsen af en brugsforening. Hvem der egentlig først udkastede tanken ved jeg ikke, men Niels Andersen, Brønne, var vist en af de ivrigste og han fik støtte af to stevnsboere, som nylig var kommet til øen, og fra hjemstavnen var fortrolige med brugsbevægelsen. Deres navne var Jens Petersen, Sølyst og Ellehøj, Gamløse. De fik en af bevægelsens pionerer på Stevns Kr. Olsen, Torsøje, herind som taler ved et møde, og der valgtes da et udvalg med Hans Jørgensen, Langdalsgården som formand til at arbejde videre med sagen, og de fik tegnet 82 medlemmer, og den 9. september 1919 blev der holdt stiftende generalforsamling og valgt en bestyrelse. Denne bestod af: Tækkemand Kristian Larsen, hmd. Niels Andersen og fisker Peter Hansen, Gamløse, Julius Jensen, Børret og Henrik Larsen.

Allerede 13. september blev der atter indkaldt til møde, hvor der forelå tilbud fra samtlige tre handlende i Bybjerg om salg, der var også en tegning til nybygning, alt sammen fremskaffet af det afgåede udvalg.

Det vedtoges næsten enstemmigt at købe den største forretning, og handelen blev afsluttet samme aften, og overtagelsesdagen blev sat til den 24. november, idet vi mente, at det var tid nok til forberedelserne. Det viste sig dog at tiden var lige kort nok.

De fornødne pengemidler søgte vi tilvejebragt ved lån i Bondestandens Sparekasse, men trods velvilligt svar, trak det ud, inden vi fik endeligt svar. Det kom først den 10. november, og blev et afslag. 14 dage før overtagelsen fik vi tilsagn om pengene fra Landmandsbanken. Først da kunne vi fæste uddeler, men af de oprindelige ansøgere var der kun 2 tilbage.

50 år er gået siden da, og det er jo ikke gået lige godt altid. Det første år gik det meget dårligt. Den unge mand, som var antaget som uddeler, kunne ikke tåle at have så mange penge til sin rådighed, desuden havde han et for stort privatforbrug, og da han måtte nøjes med det personale, der var til fals, og det var ikke det bedste, indvirkede det jo ikke til det bedre, så året sluttede for ham med underskud, og det gjorde det også for brugsforeningen. Grunden dertil var det mægtige pludselige fald i kornpriserne, 30 kr. i løbet af kort tid, og da brugsen havde købt en del på levering, gav det et ordentligt smæk, som det tog år at overvinde. Ja, brugsen var da så langt nede, at den kun blev reddet ved at 2 mænd, Lars Frederiksen og Knud Jensen Olsen lånte brugsen de fornødne penge.

I november 1920 var vi så heldige at få til uddeler en dygtig, energisk og sparsommelig mand, som vendte skuden den rigtige vej, og siden har det gået jævnt fremad, selvom det ikke altid gik lige stærkt.

Her skal ikke fortælles om de skiftende uddelere og deres virke. De har jo alle virket dygtigt og solidt. Mange har de været i tallet. Frede Holck er nr. 7 i rækken. Det store antal skyldes for en del, at pladsen her var springbræt til en større stilling. Pladsforholdene i butikken syntes ved overtagelsen at være rimelige, men særlig efter, at der blev oparbejdet et ret stort salg af manufaktur, kneb det, trods udvidelser med pladsen, og en ting klagede uddelerne over, og med rette, en del af butikslageret fandtes i den fritliggende foderstoflænge, og ekspedienterne skulle således tit ud i det fri og over kørebanen for at hente varer til kunderne, og dette gjorde, at der ofte blev drøftet: Nybygning, og ved 25-årsjubilæet forelå da også tegning til en ny brugs leveret af F.D.B. – arkitekter.

Det kneb stadig med pengene, til dels på grund af forholdsvis store udeståender på grovvarerne, og sagen blev udskudt den ene gang efter den anden. Men så skete det jo den 23. december 1955, at brugsens bygninger nedbrændte til grunden, så skulle der bygges, og der rejste sig så den smukke bygning, som nu står som en pryd for byen.

I maj 1957 flyttede Holck ind i den nye butik, som de fleste syntes var alt, alt for stor. Tiden har dog vist, at arkitekten havde ret. Den blev endda i foråret 1969 udvidet betydeligt ved foderstoflagerets nedlæggelse. Grunden til dette er jo væsentlig den stærkt forøgede omsætning som følge af de mange sommerhusbeboeres handel.

Og nu ved 50-årsdagen står brugsforeningen på et godt og solidt grundlag, så den i den kommende tid skulle kunne virke efter sit formål.

——————————

Den mere udførlige historie:

Matr. Nr. 28, Bygaden 25, Brugsen, ved Henrik Larsen.

Gård nr. 28 beliggende på spidsen hvor hovedgaden og Kattekærstrædet deles var en fjerdinggård – et gårdsæde – i lighed med 3 andre. Den ejedes omkring 1800 af herregården Rygård ved Bramsnæsvig. Det første navn fra gården er Simon Nielsen født 1721, hans kone var født 1711. Deres datter Maren Simonsdatter født 1754 overtog fæstet sammen med manden Knud Thygesen, født 1751. De efterfulgtes af sønnen, Thyge Knudsen, født 1790, og gift med Katrine Petersdatter født 1775. Hun tjente i 1787 i Næsby 6 og 1801 hos pastor Børresen.

Simon Nielsen levede endnu i 1801.

Thyge Knudsen havde 2 børn – måske flere. Datteren Maren født 1812. Sønnen Anders Thygesen født 1816. Han var uddannet til tømmermand. Han overtog senere ejendommen. Han blev gift med Karen, datter af gmd. Niels Hansen i nabogården nr. 13, hun var født 1824. De havde i 1850 2 børn. Birte og Maren født 1847 og 1849. Hvor denne familie blev af vides ikke. Ved udskiftningen fik gårdene jord skiftesvis med 27. Først et stykke mellem 2 stk af 27s, mellem Brøndevej, og det gamle Møllevangsgærde. Det nederste stykke nåede jorden dog ikke ud til Brøndevej idet nr. 27 der havde jord øst for 28. I 1858 købtes ejendommen fra Hyldegærdet til stranden af gmd. Søren Jensen i nabogården nr. 7. Det øverste stykke jord solgte han til færgemand Jens Larsen, medens han lagde det nederste ind til sin gård, indtil han i 1886 overlod det til sin datter. Det gamle hus lod han i 1868 nedrive, og et nyt bygge, som er grundlaget for det nuværende. Det var 18 x 11 alen, med klinede vægge, men taget derimod mere moderne af tegl. Det var assureret for 540 rigsdaler.

Det var indrettet til 2 familier. Fra øst var der to fag til stue og sovekammer. I det miderste, 2 fag indgang – skorsten og køkken og i den vestre ende atter to stuer.- Huset blev lejet ud, og bl.a. boede også den ”halte Sofie” en aftægtspige fra nr. 7.

I første halvdel af 70erne blev det solgt til Ole Karlsen, som hidtil havde boet i et hus, som lå der hvor nu jordemoderhuset ligger. Dette hus brændte imidlertid og han købte så dette. Han der var handelsmand, byggede et fag til mod vest til slagtehus og indrettede butik i den østre ende, og begyndte handel der, den er fortsat indtil dato.

Ca. 1873 flyttede han ned hvor nu Marta Nielsen bor (se under 13) og solgte huset til en fremmed købmand Raursing Tønder. Han blev der kun få år, og efterfulgtes af Hans Jensen, den samme som er omtalt under 10c.

I 1897 solgte han forretningen til Jens Peter Olsen, som forhen havde haft møllen i forpagtning. Han var stedsøn af Jacob Jensen, Hegnegården, men opdraget hos morfaderen Søren Jensen, Bybjerg 7. Han var gift med Ane, datter af fisker Ole Petersen, 18b.

Ved købet af forretningen kom han på sin rette hylde. Han var en livlig og begavet mand, som forstod at udnytte chancerne. Før var alle foderstofferne leveret af købmændene i Holbæk, men nu begyndte Jens Peter Olsen at handle med foderstoffer, byggede et foderstofmagasin og importerede dem fra Københavns Frihavn, og han fik i løbet af få år størstedelen af øens foderstofhandel på sine hænder. Også kullene, som forhen mest var leveret af købmand Hagelund i Vellerup, fik han tilrevet sig. Og også butikshandelen gik frem, og i løbet af en halv snes år var han velhavende nok, til at købe Gamløses største gård (No 5).

Det var i 1908 at han solgte handelen til en fagmand, en kommis fra Julius Mortensen ved navn Christian Jakobsen, og med ham fulgte en kommis Olsen. Det var første gang en af den slags mødte op på øen.

Han førøgede yderligere omsætningen, da han var en dreven købmand, som rigtig kunne snakke og drikke – med kunderne. Huset styredes de første år af en søster – Thora – men han blev senere gift med en husbestyrerinde. Da han fik mange penge til gode, måtte han i et par år forpagte handelen ud til en Chr. Olesen, som senere blev købmand i Jyderup, medens han fik pengene ind. Sidste omgang blev Jakobsen ikke så længe idet han i 1919 solgte den til en ung mand ved navn Laurits Andersen.

Den nye ejer lod foretage en gennemgribende ombygning for at skaffe bedre plads. Han hævede bjælkelaget og satte en ny etage ovenpå den gamle, hvor der indrettedes beboelse, medens den nederste så udelukkende kunne udnyttes til forretningen.

I forvejen var der blevet købt lidt udenomsplads til, idet der købtes en del af naboens have på den anden side af Kattekærstrædet.

Laurits Andersen var en lidt overlegen skikkelse, som gjorde sig upopulær og der begyndtes at tale om en Brugsforening. Det var især to Stevnsboer, som fra hjemegnen var vant til brugsforening, Ellehøj, Gamløse og Petersen, Sølyst, der var ivrige. I juli indkaldtes til et møde, hvor et udvalg valgtes, med gmd. Hans Jørgensen som formand. Dette udvalg fik tegnet 80 medlemmer, og den 9/9-1919 afholdtes stiftende generalforsamling. Til bestyrelse valgtes Julius Jensen, Børret, Tækkemand Kristian Larsen, Peter Hansen, Gamløse, Niels Andersen, Brønne og henrik Larsen, Bybjerg, og med sidstnævnte som formand. Allerede 13 september afholdtes ny generalforsamling, hvori der skulle træffes bestemmelse om der skulle bygges, eller en af købmandsforretningerne skulle købes, de var alle til salg. Med overvældende flertal vedtoges det at købe Laurits Andersens forretning for ca. 45.000 kr. for di det var den største og ældste forretning. Købet blev dog ordnet på en forceret måde, ja overfladisk måde. Købekontrakten blev skrevet tosset og der var intet forbehold taget angående fremskaffelse af penge, og dette kneb det meget med. Der kom nej både fra det ene og det andet pengeinstitut, først 10 november kom der tilsagn fra Landmandsbanken, om et lån, og den 15 skulle overtagelsen finde sted, og der skulle først nu antages en uddeler. Da en del af ansøgerne havde trukket sig tilbage, blev det en ung mand, Laurits Ingolf Larsen, en fiskersøn fra Rødding, der blev uddeler.

Til at begynde med gik det godt, der blev en mægtig handel og uddeleren var flink, men det varede ikke længe før end det viste sig, at han ikke kunne tåle at have de mange penge mellem hænderne. Velvillige sjæle fik ham på glatis, dårlige folk fik han til hjælp, og en meget ødslig husbestyrerinde. Efter ½ års forløb havde han 5000 i underskud, som blev dækket af hans familie, og han fortsatte. Uvæsenet og drikkegilderne fortsatte og 10 november 1920 blev han afsat og butikken lukket indtil en ny uddeler kunne fås. Muligvis var det en fejl idet mange, som måtte søge anden købmand ikke kom igen – samtidig begyndte krigspriserne at dale med rivende hast.

I løbet af 14 dage faldt foderstofferne fra 40 til 22 kr., og da Brugsen havde købt på levering af en del, endte året med et underskud på 37.000 kr.. Det var vanskelige forhold for den nye uddeler Thorvald Nielsen og hustru Emma fra Drøsselbjerg, at gå ind til, men han viste sig at være den rigtige mand, til at vende skuden, nøjsom og påpassende, livlig og ihærdig, til at sælge. Det havde dog nær gået galt alligevel – Banken fra Holbæk og Omegns direktør H. H. Christiansen, havde samlet veksler sammen, og afslog at forny disse hvis vi ikke ville aftage varer fra hans en gros forretning. Forslaget blev afvist, men det kneb hårdt med at få indløst dem. Lars Frederiksen indskød 10.000 kr., formanden 4000 kr., inden at det dækkede helt, men så i sidste øjeblik efter at vekslen var indgået til protest – lånte Knud Jensen Olsen de 6.000 kr som manglede og krisen blev overvundet. Ved Nielsens utrættelighed, dygtighed og sparsommelighed gik det hele så fremad, og der blev hvert år afskrevet på underskuddet. Han blev dog her kun kort tid idet han i 1924 fik en større plads, som uddeler for Hyllinge Brugsforening.

Til hans afløser valgtes Fr. Chr. Frederiksen og hustru Ingeborg. Han var også en dygtighed på mange måder med udpræget ordenssans i såvel regnskab, som forretning, og en udmærket hjælp havde han i sin hustru.

Frederiksen var her i 10 år, og det var gode år for Brugsen. Underskuddet blev bragt ud af verden og grunden lagt til en reservefond og der begyndtes at udbetale 5% overskud, og nye medlemmer meldte sig ind. I vinteren 1934-35 rejste Frederiksen fra Orø. I hans tid var der foretaget en del forandringer.

Fra hestekørsel gik det over til bil, og hestestalden omdannet til udstillingslokale, ligeså blev der oprettet en manufakturafdeling.

Som ny uddeler blev antaget uddeler Ejner Agergård fra Mannø.

Han såvel som hans kone var jyder. Agergård var den ideelle sælger, hurtig i handling og tanke, og lige flink mod alle og brugsforeningen gik under hans virke stærkt fremad.

Der kom flere og flere medlemmer, og kunder og butiksvarer steg til det dobbelte i de 7 år han var der. Han afløstes juni 1941 af Hardy Rindam.

Rindam var en lærersøn fra Århusegnen, og kom hertil fra Hørve Brugsforening, hvor han havde været kommis. Han var ugift, men medbragte en husbestyrerinde, Elna Jensen med hvem han efter 5½ års forløb blev gift med. Rindams regeringstid prægedes af mangel på arbejdskraft gjorde at han ofte blev overanstrengt, således at hans nerver kom på højkant og rationeringen af varer særlig tobakken – kunne jo også nemt give anledning til gnidninger, men i det store og hele gik det ellers godt, da Rindam både var dygtig, energisk og altid stræbte efter at gøre alt så godt som muligt. Til opvejning af varemanglen steg priser og købelyst så at hans sidste år i brugsen bragte rekordomsætning i penge – 411.000 kr..

Han fratrådte pladsen 1. oktober 1947 for at tiltræde en større plads som uddeler i Greve pr. Tåstrup.

Til hans efterfølger valgtes Gunner E. Nielsen. Han var thybo, men sidst kommis i Søsum Brugsforening. Hans kone Nanna var fra Holbæk.

Også han var en flink mand, med et godt humør – en mand som hurtigt kunne komme i kontakt med kunderne. Desværre var han noget letsindig med regnskab og pengevæsen, og da han – trods bestyrelsens krav – ikke kunne begrænse de udestående fordringer enedes man om at han skulle fratræde 1. januar 1956, og til ny uddeler valgtes Frede Holck, hidtil kommis i Gundsømagle brugs, men inden han tiltrådte brændte brugsen. Det var natten til den 23 december. Det var bygningen med butik og beboelse, der brændte fuldstændigt ned, medens foderstoflageret og brændselsrummene blev skånet. I foderstoflagerets gavl ud mod gaden, indrettedes et lille udsalgslokale med lager i kælderen. Ved nyopførelsen blev foderstoffløjen først med kælder bygget og butikshandelen flyttede så derhen indtil den nye butik kunne tages i brug.

Den nye uddeler Frede Holck måtte så begynde handelen i den østre ende af det ikke brændte hus. Siden hen i den nybyggede kælder inden der kunne flyttes ind i den nye butik. 1968 udskiltes foderstofhandelen og dette lokale blev taget ind butik med selvbetjening og i 1976 udvidedes butikken til det dobbelte.

Frede Holck rejste fra øen til Havnsø og blev 1979 erstattet af Jørgen Jensen.

I tidens løb blev der foretaget forskellige omforandringer. Foderstofhandelen afvikledes således at det meste blev leveret til kunderne direkte fra lager i Roskilde og foderstoflageret blev omdannet til manufaktur og isenkram. Da udviklingen af sommerhuse rigtig tog fart blev butikslokalet meget for lille om sommeren og i 197  foretoges en stor udvidelse af dette ved en stor tilbygning ud i gården. Det kostede en del og dividenden blev foreløbig af skaffet. Omkring 1970 var kreditgivningen, som en tid var stor, afskaffet og der indførtes selvbetjening.

Uddelere gennem tiderne

Th. Nielsen:

Chr. Frederiksen:

Ejner Agergaard:

Hardy Rindom:

Gunnar Nielsen:

Frede Holck:

Jørgen Jensen:

Karen Rasmussen:

Jim Møller:

Per Beierholm:

Henrik Andersen:

Anders Hauch:

Stig Bay:

Karsten Stidsen:

Jimmy Holmen Thorslev:

1920 – 1924

1924 – 1934

1934 – 1941

1941 – 1947

1947 – 1956

1956 – 1979

1979 – 1985

1985 – 1995

1995 – 1998

1998 – 2003

2003 – 2006

2006 – 2009

2009 – 2010

2010 – 2022

2022 –

Th. Nielsen: 1920 – 1924

Chr. Frederiksen: 1924 – 1934

Ejner Agergård: 1934 – 1941

Hardy Rindom: 1942 – 1947

Gunnar Nielsen: 1947 – 1956

Frede Holck: 1956 – 1979

Jørgen Jensen: 1979 – 1985

Karen Rasmussen: 1985 – 1995

Jim Møller: 1995 – 1998

Per Beierholm: 1998 – 2003

Henrik Andersen: 2003 – 2006

Anders Hauch: 2006 – 2009

Stig Bay: 2009 – 2010

Karsten Stidsen: 2010 – 2022

Jimmy Holmen Thorslev: 2022 –