Når man kommer til Orø med en af de to færger og fortsætter til “hovedstaden”, så møder man bogstaveligt talt midt i byen Dagli’Brugsens markante bygning, som dog falder godt ind i bybilledet; måske fordi den ligger på en meget lille og akavet grund, en spids trekant på kun 1345 kvadratmeter, den forreste spids af den større trekant mellem Bygaden og Kattekærstrædet, hvor der før udflytningen lå 4-5 bøndergårde.

Det har kostet meget hovedbrud at placere et funktionsdygtigt anlæg på en trekant på størrelse med en sommerhusgrund, men jeg synes, det er lykkedes. På den anden side af Kattekærstræde har Brugsen dog yderligere 412 kvadratmeter med et par ikke særligt kønne skure og en lille urtehåve bagved.

Oprindelig lå der på stedet en “kvartgård”; en mindre fæstegård under godset Rygaard, hvis jord lå ned mod stranden ved Vestre Strandvej nr. 80, der nu ejes af Ellen Hansen, og som stadig har hovedparcellens matrikel nr. 28a.

I 1858 blev ejendommen købt af Søren Jensen i nabogården, matr. nr. 7, nu Syvvejen 3. Søren Jensen var en usædvanlig personlighed. Han reparerede bornholmerure, han satte brækkede ben sammen – her var ingen Læge – og han afvandede det sumpede areal syd for byen. Han byggede “Den store Mølle” på “Klapperhøj” og indrettede bageri, der en overgang solgte brød i Hornsherred.

Af nr. 28 solgte Søren Jensen en grund til færgemand Jens Larsen, som byggede huset på Brøndevej nr. I8, der har matr. nr. 28b. Resten af jorden lagde han ind under matr. nr. 7.

I 1868 rev Søren Jensen de gamle bygninger på trekanten ned og byggede et hus på 18 x 11 alen, ca. 82 kvadratmeter, i bindingsværk med tegltag og to lejligheder, der blev lejet ud en halv snes år. Så blev huset solgt til en mand ved navn Ole Karlsen. Han byggede et fag til mod vest, som blev indrettet til slagtehus. I den modsatte ende lavede han butik og begyndte købmands-handel, og siden har der været butik på stedet. Grunden var på 740 kvadratmeter og fik matr. nr. 28c; resten er købt til i småbidder.

Gennem en halv snes år forsøgte forskellige købmand sig uden større held, indtil butikken i 1897 blev købt af en dattersøn af Søren Jensen, Jens Peter Olsen, og han havde åbenbart arvet nogle af morfaderens talenter.

Hidtil havde orøerne handlet grovvarer, dvs. korn, foderstoffer og gødning med købmæudene i Holbæk og købt kul hos enkøbmand Hagelund i Vellerup.

Men Jens P. Olsen begyndte at indkøbe disse varer i Københavns Frihavn. De blev fragtet hertil af de mange småskibe “havets husmænd”, som dengang besejlede fjorden, men især af Jens Hansens “Tordenskjold” der var hjemmehørende på Orø.

Omtrent hvor uddeleren nu har sit kontor, stod der før en brønd med håndpumpe. Mellem brønden og butikken var der en smal gennemkørsel, hvor en bil, men næppe nutidens lastvogne, kunne passere. På den anden side af brønden var der nedgang til kælderen, som så ud til at være rester af det ældste byggeri. Her opbevaredes, foruden øl, tovværk, tjære, vognsmørelse, kemikalier og tønder med olie, terpentin, linolie, sirup, m.m. Herfra tappede man i kundernes medbragte dunke og flasker – man genbrugte dengang til tingene var slidt op. Og det kunne ske, at en lærling tog fejl og tappede linolie på sirupsflasken. Når bønderne skulle i kælderen og have en bajer eller to, sagde man, at de var nede og købe reb.

Fra brønden og ned til Bygaden blev der bygget magasin til korn og foderstoffer samt hestestald, og langs Kattekærstrædet ud til, hvor benzintanken nu er, blev der bygget kulhus. I vinklen ud mod Bygaden var der hønsegård, indtil det blev aktuelt med benzintank.

Det viste sig at være en god investering, og i 1908 havde Jens Peter Olsen tjent så mange penge, at han kunne sælge forretningen og købe en gård i Gamløse.

Hidtil havde butikken været drevet af folk, der bare havde naturlige anlæg for handel. Nu kom der fagfolk til, idet køberen var udlært som kommis hos Julius Mortensen i Holbæk. Om Christian Jakobsen, som han hed, skriver Henrik Larsen, at han var den første uddannede købmand på Orø, og han var endnu købmand, da vi kom til Orø. Men min mor fandt ham ikke særlig professionel. Han brugte skråtobak, som så mange gjorde dengang, og gik og spyttede på gulvet i butikken, hvorefter han med et specielt trin gned spytklatten ned i gulvbrædderne med skosnuden.

Men købmand Jakobsen kunne snakke – og drikke – med kunderne, skriver Henrik Larsen. Omsætningen steg, men også det udestående, så Jakobsen var ved at køre fast. En overgang forpagtede han butikken ud, mens han forsøgte at inddrive sine tilgodehavender, men det endte med, at forretningen blev solgt til endnu en kommis, Laurits Andersen. Han var en modig mand, idet han byggede en etage ovenpå Søren Jensens gamle hus fra 1868. Resultatet kan ses på den kopi af museets akvarel, som hænger i Dagli’Brugsen. Øverste etage blev så indrettet til beboelse, og det meste af underetagen blev taget ind til butik. Men det gik ikke alligevel; og Laurits Andersen fik problemer og blev den sidste købmand på stedet.

Ejendommeligt nok havde Orø ikke før fået en brugsforening, skønt der i årene op til l. verdenskrig var en fantastisk aktivitet i befolkningen. Fra 1890 fik vi fast dampskibsforbindelse til Holbæk, i 1891 bygges mejeriet, 1903 fik Bybjerg fælles vandværk, og Næsby et par år senere. Der blev bygget missionshus og i 1907 forsamlingshus, og endelig oprettes i 1912 Bybjerg Elektricitetsværk, og det blev altsammen financieret af orøerne selv.

Der havde været en brugsforening. Den blev oprettet omkring i 1870 med Henrik Jørgensen, Langdalsgården, som formand og lærer Bergstrøm som regnskabsfører, to af datidens markante personligheder. Desværre er foreningens forhandlingsprotokol ikke bevaret, så vi ved ikke, hvorfor foreningen måtte lukke en halv snes år senere. Derimod er foreningens vare- og regnskabsprotokol bevaret, og det er spændende læsning. Den afslører, at man har brugt et helt nutidigt regnskabssystem, og den fortæller om et fantastisk varesortiment. Ser vi bort

fra, at der ikke førtes mange forskellige mærkevarer af samme vare, så var sortimentet af kolonivarer faktisk ligeså bredt, som i nutidens Dagli’Brugs.

Der var alle slags krydderier, der var manufaktur, isenkram og kemikalier. Og så var der brændevin i tøndevis. Den 31. august har man indkøbt 400 potter 8 grader brændevin. Brændevin blev i gamle dage målt i grader. En grad svarede til ca. 6 procent alkohol. Den indkøbte brændevin har derfor indeholt 42-48 procent alkohol.

Men måske var kundegrundlaget for lille. Iflg. Trap var der i 1880 736 indbyggere på Orø, og i den samme periode bliver den forretning grundlagt, der siden blev til den nuværende Brugs. Mange af bønderne købte også kolonialvarer på den ugentlige markedstur til Holbæk. Så måske var varetageret i Orøs første brugsforening for ambitiøst. Når man bladrer i den gamle varebog, ser det ud, som man har tilstræbt et sortiment som hos en købmand i Holbæk, og det har omsætningen ikke kunnet bære.

Indkøbt fra Holbæk Dampmølle
200 p mel: 27 kr. 50 øre.

Den 1. juni 1878 indk.

123 1/2 p candis á 51 øre.
100 p. cikorie á 24 1/2 øre,
udsalg 32 øre.

6 1/2 p. melange nr. 4 á 57 øre.
4 p. melange nr. 5 á 50 øre.

Caffe, rå, 90 øre pr. p. i udsalg.
Caffe, brændt, 120 øre pr. p. udsalg.

Spegepølse, udsalg, 50 øre pr. p.
lslandskee klipfisk, 20 øre pr. p.
lndkøbt 53 p. sirup á 23 1/2 øre.

Indkøbt 1/2 dus. tømmerblyanter, 23 øre.
1/2 dus. gadekoste, 393 øre.

Safran, 1 kr.

Indkøbt 48 stk. toiletsæbe á 45 øre.
Indkøbt 12 honningsæbe á 12 1/2 øre.
Indkøbt 12 urtesæbe á 12 1/2 øre.
Indkøbt 12 glycerinsæbe á 12 1/2 øre.
Indkøbt 2 p. blåsten, 60 øre.
Indkøbt 25 breve anilinfarver á 5 øre.

Nogle udpluk fra den 115 – 116 år gamle vare- og regnskabsbog. Alle
vægtenheder er angivet i pund = 1/2 kg., så i denne liste står p. for pund.

Men der er sket så meget siden, at det kan være nødvendigt, at resumere brugsforeningens og andelsbevægelsens ide og historie. Det begyndte i 1844 i England, hvor nogle fattige vævere så, at købmændene favoriserede de store kunder på deres bekostning. Derfor åbnede de selv en butik – verdens første brugsforening – baseret på de fire grundlæggende principper: Fri medlemsret, lige stemmeret, begrænset rente af indskudskapitalen og fordeling af overskuddet i forhold til medlemmernes køb. Men også med risiko for at dele underskuddet, hvis det blev aktuelt.

Det var provst Sonne i Thisted, der havde erfaret som væverne i Rochdale, som byen hed, der i 1866 tog initiativet til oprettelsen af Danmarks første brugsforening, “Thisted Arbejder-forening”. Provst Sonne havde udover de økonomiske, også nogle visioner om, at foreningen skulle føre til “arbejderstandens etiske og sociale højnelse”.

Men i begyndelsen gik det trægt. Egentlig var det opfindelsen af centrifugen i 1878, der satte gang i begivenhederne. Før skulle mælken skummes med hånd, nu kunne processen mekaniseres.

Og allerede i 1882 oprettes Danmarks første andelsmejeri i Hjedding på grundlag af vedtægter, som nogle vestjyske bønder satte sig sammen og udformede i løbet af en nat. Disse vedtægter fastslog, at husmanden med en ko skulle have afregnet sin mælk på samme vilkår som proprietæren med 50 køer. Dette princip kom til at danne grundlag for hele den danske andelsbevægelse, og i løbet af det næste tiår blev der bygget et mejeri, en brugs og et forsamlingshus i næsten hvert eneste sogn landet over. Det blev altsammen financieret via det solidariske ansvar, i realiteten med hjem og eksistens som indsats, ganske som væverne i Rochdale.

I de følgende år kom andelsbevægelsens organisatoriske opbygning, og den betydeligste mand i denne forbindelse var Severin Jørgensen. Han var oprindelig købmand, men blev uddeler i Vester Nebel, og han samlede brugsforeningerne i FDB, Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger, og var dens første formand. Han tog initiativet til oprettelse af Andelsbanken, Dansk Andels Ægeksport og udgivelsen af Andelsbladet, og han stod bag dannelsen af Nordisk Andelsforbund.

Og som provst Sonne, havde Severin Jørgensen også nogle forestillinger om andelsbevægelsens etiske værdier, som han formulerede således: “Andelsbevægelsens betydningsfuldeste mål er at løfte befolkningen til et højere moralsk stade, at gøre medlemmerne til dygtigere, selvstændigere og fremfor alt bedre mennesker”.

Det er en mundfuld, der ville få nutidens mediefolk ud med kritiske spørgsmål, men da Severin Jørgensen døde i 1926 og helt op til vor tid, levede andelsbevægelsen stort set op til disse holdninger.

Men så var industrialiseringen over os, og, som en af FDB’s formænd sagde: “Fru Jensen i sutsko forsvandt fra vore butikker og blev til damer i stilethæle”. Men det var kun en kort overgang, så var butikkerne befolket af piger i cowboybukser og maosko. Tyskeren Levi Strauss kom i 1853 til USA. Under mærker “Levi’s” begyndte han at sy bukser af et specielt blåt bomuldslærred, der var så velegnet til hårdt og beskidt arbejde, at det især blev solgt til guldgravere, jernbanearbejdere og landarbejdere, dem, der senere blev til det romantiske begreb: Cowboys, der jagtede kvægtyve og indianere. Strauss havde næppe drømt om, at godt 100 år senere ville hans design være båret af damer og herrer i de højeste kredse, der aldrig havde kendt til hårdt og beskidt arbejde.

Men mens fru Jensen ikke skiftede butik uden grund, så gik de cowboyklædte på shopping og jagtede dagens bedste tilbud – næsten helt i overenstemmelse med den oprindelige symbolik.

Men derved gik solidariteten fløjten, og andelsbevægelsen fik åndenød. Og fra finansverdenen til dagligvare-markedet bøjede man knæ for kravet fra før 1844 om, at den, der køber og sælger størst, skal også have de største fordele.

Man kan godt undre sig over, at orøerne ikke også oprettede en brugs i den aktive periode før krigen. Måske var der nogle spor, der skræmte, i den forbindelse med lukningen af den første brugs. Vi ved det ikke. Men Orø var også godt dækket ind med købmænd. Der var 3 i Bybjerg, en i Brønde, en i Næsby og der havde været en købmand i Gamløse. Så

det lå klart, at skulle det have nogen mening at oprette en brugsforening, så skulle en af købmændene købes ud. Der skulle gå næsten 40 år, før man igen begyndte at snakke brugs på Orø.

En af de ivrigste fortalere var fisker Niels Andersen, Brønde. Han fik støtte af et par stevnsboere, der for nylig var kommet hertil og som var fortrolige med brugsforeningsbevægelsen. Det var Jens Peter Ellehøj, Godthaabsgården og Jens Petersen, Sølyst. De fik en af bevægelsens pionerer, Kr. Olsen, Ll. Torøje v. Fakse herind, hvor han på et møde fortalte om, hvordan sagen kunne gribes an.

På mødet blev der nedsat et udvalg med Hans Jørgensen, Langdalsgården, som formand. Udvalget fik tegnet 82 medlemmer, og den 9. september 1919 holdt man stiftende generalforsamling, hvor der blev valgt en bestyrelse på 5 medlemmer. Det var tækkemand Kristian Larsen, fisker og husmand Niels Andersen, Brønde, fisker Peter Hansen, Garnløse, Julius Jensen, Børret og Henrik Larsen.

Og nu gik det stærkt. Den 13. september holdt bestyrelsen sit første møde, hvor der nu forelå tilbud fra byens 3 købmænd om salg af deres butik, indhentet af det afgående udvalg, ligesom der også forelå en skitse til eventuel nybygning. Men det vedtoges at købe den største forretning, og handelen blev afsluttet på det samme møde med overtagelse pr. 24. november.

Desværre fortæller den gamle protokol ikke, hvad det kostede at overtage købmandsbutikken. Men den fortæller, at man søgte et lån på 100.000 kr. i Bondestandens Sparekasse og efter flere henholdende svar fik man afslag d. 10. november. Derefter gik man til Landmandsbanken, hvor man fik et lån på 65.000. Den 15. november foreligger kontrakt
på dette lån, der underskrives af 18 medlemmer og bestyrelsen; men det har ikke været tilstrækkeligt til også at betale varelageret, for den 25.

november vedtages det at søge 25.000 kr. på en veksel, enten med Landmandsbanken, eller med sælgeren, købmand Andersen. Den 26. november har man dog betalt Andersen 19.831 kr. for varelager. Resten, 16.000 kr., søges tegnet på en veksel.

Det ser også ud til, at der har været diskussion om varelagerets værdi, idet man først har betalt de 16.000 efter at have rådført sig med en sagfører.

Disse 16.000 søgte man tegnet på en veksel; men foreningen lånte også hos medlemmerne, ca. en snes tusind ialt i portioner på 2 – 10.000, der blev forrentet med 1/2 % over Nationalbankens diskonto.

Man må beundre den tro på ideen, som datidens mennesker havde.

Men det skulle blive endnu værre. Financieringsproblemerne havde fået de fleste ansøgere til uddelerstillingen til at falde fra. Der var nu kun 2 tilbage, og man valgte kommis Ingolf Larsen, Næstved. Det skulle hurtigt vise sig at være et dårligt valg. I det næste halve år viser protokollen om gentagne kontroverser med uddeleren, og den 2. august 1920 vedtager bestyrelsen, “at lade sagen angående uddeleren af gøre af generalforsamlingen.”

Min far har fortalt om denne generalforsamling. Dengang var der ikke kaffebord og bankospiI bagefter for at lokke husarerne ind, og medlemmernes koner havde heller ikke stemmeret. Det krævede også noget energi at komme frem. Godt nok havde mine forældre cykel, men de blev aldrig fortrolige med disse køretøjer. De var også tunge at træde frem på datidens grusveje, så min far gik helt derude fra Næsset. På vejen skulle han have et andet medlem med, hvis kone brugte hørerør ligesom tante Møhge. Men hun fulgte godt med, for da de to mænd gik, råbte hun efter dem: “Få ham nu væk.” Og “ham”, det var jo uddeleren. Men på generalforsamlingen var der et lille flertal for at give den flinke mand endnu en chance. Han var jo også tit god for en bajer i den gamle kælder.

Men på et bestyrelsesmøde den 11. oktober bliver uddeler Larsen opsagt til fratrædelse den 1. januar 1921, og da en opgørelse afslører et underskud på godt 9.000 kr., bliver Larsen sat af bestillingen øjeblikkelig. Og da underskuddet vokser yderligere til godt 16.000, eller 5-6 gange mere end uddelerens kaution dækkede, vedtager man at indgive politianmeldelse mod uddeleren. Men 3 dage senere kom uddelerens far, fisker L. P. Larsen, Rødvig, til Orø, og der blev indgået en aftale om, at familien betalte 75% af underskuddet, og brugsforeningen overtager uddelerens heste, vogne og seletøj.

Det må dog tilføjes, at problemerne ikke alene skyldtes uduelighed. Pludselige prisfald på korn efter krigen medførte også tab for Brugsen. Så man kan ikke sige, at Orø Brugsforening kom let fra start.

Den næste uddeler var Th. Nielsen, og han tiltrådte den 24. november 1920. Jeg husker ham som en lille stilfærdig mand, der ikke sagde mere end  det nødvendige. Hans kone husker jeg ikke, hun kom vist ikke i butikken, men da havde uddelerkonerne jo også hele personalet på kost. Det var ikke nogen misundelsesværdig opgave at få den gældstyngede brugsforening på fode igen, og nytår 1924 fratrådte Nielsen efter eget ønske. Hans efterfølger blev Chr. Frederiksen. Han var i modsætning til Nielsen en stor kraftig mand og nok en af de mest driftige uddelere, Brugsen har haft. Han kunne både handle korn med bønderne og sælge varer i butikken.

Det var i radioens spæde barndom, og Frederiksen så straks muligheden for at sælge radioapparater. Kunne folk ikke selv sætte den luftantenne op, der skulle til, klarede Frederiksen også det.

Han kunne også både drikke en bajer og lade være, men den 2. november 1926 fandt bestyrelsen det alligevel nødvendigt at vedtage “at enhver nydelse af spirituøse drikke i brugsforeningens lokaler fremtidig er forbudt”.

1926 blev det navnkundige “Margrethe” sat ind på Orø-Holbæk overfarten. Den kunne tage en bil ombord, og Frederiksen begyndte straks at bearbejde bestyrelsen for at få lov til at købe en lastbil til varekørslen. Det vakte megen modstand. De fleste heste var jo bange for biler, når de mødte dem på vejen.

Men det endte med, at man på en ekstra generalforsamling vedtog at give uddeler Frederiksen tilladelse til at købe bil med forpligtigelse til at udføre varekørslen som hidtil for en pris af 1400 kr. årlig, mod at uddeleren selv køber bilen og selv afholder alle udgifter og reparationer ved denne.

Foruden kolonial og isenkram havde Brugsen lager af foderstoffer, brændsel, trælast og byggematerialer, som blev leveret frit over hele øen på de to ugentlige vareture. Så der var nok at bruge lastbilen til.

Men skønt Brugsen dengang havde åbent 75 timer ugentlig, fandt den virksomme uddeler på noget helt nyt. Alle øens landmænd måtte dengang pr. hestevogn transportere deres slagtesvin til havnen, hvorfra de blev lempet ned i lasten på “Margrethe” netop der, hvor lastbilen holder. På travle dage kunne vognene holde i kø næsten ind til “Brogården”.

Også her så Frederiksen en mulighed. Han lod tømreren lave et lad til lastbilen, og så begyndte han at køre svin for landmændene. Sammen med sin populære chauffør, Ingeman, startede de kl. 4. med at samle svin, så de kunne være færdige til kl. 6, når butikken åbnede, og Ingeman gik i gang med kost og spand, så bilen kunne være klar til vareturen. Jeg tror, Frederiksen tog 1 kr. pr. gris. Da Frederiksen rejste i 1934, overtog Svend Jochumsen svinetransporten, og på det grundlag byggede han en vognmandsforretning, der på sit højeste havde en vognpark på to lastbiler og to lillebiler.

Da heste og vogne blev solgt, fik Frederiksen indrettet lager til trælast i vognporten, og i hestestalden, der lå nederst mod Bygaden, blev der isenkramlager med udstillingsvinduer i gavlen af magasinbygningen.

Under de givne vilkår var det dygtigt gjort. De fleste referater fra bestyrelsesmøderne vidner om besværet med at afdrage på Brugsens lån og med at holde det udestående på et acceptabelt niveau. Både høj og lav skyldte Brugsen penge, og der var ikke meget at spille om. I tyverne og begyndelsen af trediverne omfattede forbruget i bogstaveligste forstand kun dagligvarer til livets opretholdelse. Vi sultede ikke, men vi producerede også de fleste fødevarer selv. Derfor var det imponerende – set med vore øjne – at øens befolkning af småbønder, fiskere og andre små erhvervsdrivende både kunne investere i “Margrethe” til godt 100.000 kr., betale de 80.000 selv, kun 22.000 kom fra amtet og Holbæk by, og holde Brugsen i gang.

Et folketingsmedlem blev for mange år siden kendt for en bemærkning om, at det var svært at styre jernbanedriften og kønsdriften. Frederiksen var dygtig til at styre Brugsen, men et forhold til en kvindelig lærling, som man nok i vore dage ville have sagt, hørte til privatlivet, medførte at Frederiksen måtte fratræde med øjeblikkeligt varsel. Bestyrelsen havde overvejet at tilbyde fru Frederiksen stillingen som uddeler, men familien blev alligevel sammen, da de flyttede fra Orø.

Den 1. januar 1934 tiltrådte Ejner Agergaard som uddeler. Det var vel et udtryk for for datidens kønsdiskriminering, at vi ikke kender fornavnet på uddelernes koner, men de skulle jo også bare sørge for personalets forplejning. Men fru Agergaard gik også med i butikken; hun var især god til at sælge manufaktur. Det var i de år, FDB åbnede påklædningsmagasiner Holbæk og flere andre byer.

Agergaard og frue var et par solide og lune jyder, der faldt godt til på øen. Og på generalforsamlingen den 3. dec. 1934 fandt man det for første gang forsvarligt at udbetale dividende, hele 5%. Det var næppe alene Agergaards fortjeneste. Året før havde Stauning indgået det såkaldte Kanslergadeforlig, depressionen efter “den sorte mandag” i New York 1929 var ved at være overvundet, og resten af trediverne var præget af en jævn fremgang både for Brugsen og det øvrige erhvervsliv.

Men det fik en brat ende. Den 4. september l 940 vedtager man at opsætte skodder på butiksvinduerne efter påbuddet om mørklægning. Det bliver også pålagt landmændene at aflevere en del af deres kom til en af staten fastlagt pris til de såkaldte statslagre. Brugsforeningen får status som sådan, og for administrationen får Agergaard 25 øre pr. 100 kg korn.

Men ellers fortæller protokollerne meget lidt om besværlighederne. I vinteren 1941 har man i forsamlingshuset forevist en film om vask og vaskemidler med tilhørende foredrag, og det skal nok forstås som erstatningsvaskemidler. Efter forevisningen en svingom.

Agergaard har for egen regning anskaffet en såkaldt triør, en maskine til frasortering af ukrudtsfrø og småkemer i korn til såsæd. Den overtages af Brugsen, da Agergaard, efter eget ønske, rejser den 1. juli 1941. Men da Orøs sidste vindmølle i 1943 får en stormskade og indstiller driften, vedtager bestyrelsen at indrette et mølleri i magasinbygningen. Så må triøren ud for at give plads til en 30 tommers kværn.

Uddelerstillingen var da overtaget af  Hardy Rindum. Han var ugift, men blev senere gift med sin husbestyrerinde. Men ved ansættelsen forlanger bestyrelsen, at Rindum skal ansætte en udlært ekspeditrice af hensyn til salget af manufaktur.

Det var i Rindums tid, Orøs brugsforening nåede 25 års jubilæet. Det blev fejret med kaffebord i forsamlingshuset, hvor der var samlet 168 gæster, så der var trængsel. Og “kaffebord” var så meget sagt. Det, vi drak, var ristet kom, der var formalet og blandet med Richs og cikorie, men stemningen var der ikke noget i vejen med. Så vidt jeg husker fortalte Henrik Larsen – med stolthed – at i løbet af de 25 år havde Orø Brugs solgt for over I million kr. butiksvarer, og trods rationering og vareknaphed kunne man stadig udbetale 5% dividende.

Et halvt år senere var Danmark atter frit, men rationering og vareknaphed varede nogle år endnu. Der skulle først samles valuta til at købe for i udlandet. Så i 1946 kan man for første gang i 12 år ikke udbetale 5% i dividende uden at tage op af reguleringsfonden. Men optimisme er der alligevel. Til kredsmødet i 1946 indbydes bestyrelsen for første gang med damer, og man vedtager, at Brugsen betaler transporten – også for damerne.

Det var også i 1946, Henrik Larsen ønskede at trække sig tilbage som formand efter 27 års solidt arbejde. Han fortsatte dog som bestyrelsesmedlem, og i stedet valgtes Thorvald Pedersen til formand.

Den 1. august 194 7 opsiger Rindum sin stilling til fratræden den 1. oktober. Blandt 26 ansøgere vælges kommis Gunnar Nielsen, Søsum.

Og nu går det fremad. I 1948 vedtager man at lade elektriker Jensen indlægge lys på WC, hvilket formentlig skal opfattes som lokummet, for i 1949, da byen bliver kloakeret, vedtager man at lade murer Svaneeng indrette badeværelse og toilet i hovedbygningen, hvis det kan lade sig gøre for ca. 1000 kr. Den 5. juli 1950 vedtager man at indkøbe en elektrisk vaskemaskine (en Ferm) og udleje den til kunderne for 5 kr. pr. dag. Året efter havde Brugsen 3 maskiner kørende.

Det var også i 1950 jeg blev valgt ind i bestyrelsen. Og her fik jeg et par gode læremestre i Henrik Larsen og Thorvald Pedersen. De var vidt forskellige. Henrik var en af de sidste repræsentanter for den gamle bondekultur, og hvor han stemte politisk, blev jeg aldrig klar over. Thorvald var arbejder og socialdemokrat – ingen tvivl om det – og han havde en kontant måde at sige tingene på. Men fælles for dem var deres solidaritet med andelsbevægelsen.

Orø Brugsforenings problem gennem årene har været at holde sit tilgodehavende hos kunderne på et acceptabelt niveau. I følge vedtægterne måtte der kun gives 30 dages kredit, men det blev aldrig overholdt. I Agergaards og Rindums tid skete der en vis opstramning, men Gunnar Nielsen var en flink mand og en dygtig sælger, og det udestående voksede igen faretruende. Og hvad værre var, at ved regnskabsafslutningen i 1953, viser regnskabet, at uddeler Nielsen skylder brugsforeningen 39.522 kr.

Nielsen argumenterede så godt for sine muligheder for at rette forholdet op i løbet af det kommende år, at han fik lov at fortsætte. Det lykkes tilsyneladende, for ved opgørelsen i 1954 har Nielsen et tilgodehavende hos foreningen på 1400 kr. Men ved opgørelsen året efter den 5. oktober skylder uddeler Nielsen næsten det samme som to år før, nemlig 39.942 kr., og herefter indgav Nielsen sin opsigelse til fratræden den 1. januar 1956.

Stillingen blev straks opslået, og blandt 17 ansøgere valgte vi Lise og Frede Holck, Gundsømagle. Den 8. december var de herovre for at underskrive ansættelseskontrakten, og Lise tog mål af gardiner til deres nye hjem. I 1955 var gardinbussen et udkendt begreb, enhver ordentlig husmoder syede sine gardiner selv.

Men den 23. december ringede Thorvald til Holck, og på sin særlige facon indledte han med at spørge, om Lise var færdig med at sy gardiner. Ja, de er i orden, svarede Frede glad. “Dem kan hun sgu godt smide væk” sagde Thorvald.

Voffer det?

“Fordi Brugsen er brændt!” Og hermed var mange års diskussion om bygning af nyt butikshus endelig slut.

Lillejuleaftens morgen kl. 5 blev vi vækket af brandalarm: Det brænder i Brugsen. Orø Brandvæsen var ikke så effektivt som nu, så ilden havde godt fat, inden det kom, og brandfogeden sagde meget fornuftigt: Lad lortet brænde.

Vort helt aktuelle problem var nu: Hvordan betjener vi vore kunder.

Allerede om eftermiddagen den 23. december havde vi bestyrelsesmøde, hvor det blev besluttet at indrette nødbutik i det tidligere nævnte isenkramlager i magasinbygningen, der stort set var uskadt. Heldigvis var levnedsmiddelkontrollen også et ukendt begreb, ellers var det ikke gået. Holck var også med på ideen og gik i gang 2. juledag – skønt hans svigerforældre havde sølvbryllup. Der blev indkøbt varer, opmuret skorsten og opsat kakkelovn, og inden nytår var butikken etableret og åbnet.

Der skulle også skaffes bolig til Frede og Lise, men de var ikke pivede, de startede med at bo i “Hellehuset”.

Det skulle vise sig at gå knap så let med at få bygget en ny brugs. Myten om, at man bliver velhavende efter en brand, holder ikke altid.

Brandårsagen fandtes at være kortslutning, og den 30. december forelå politiets tilladelse til at rydde brandtomten, og på et bestyrelsesmøde samme dag vedtages at gå i gang snarest med Thorvald Petersen som leder med ansvar for antagelse af arbejdskraft og vogne til bortkørsel, og i løbet af de første 3 dage af det nye år var tomten ryddet.

De fleste murbrokker blev brugt til belægning på private veje, og træet blev ligeledes afhentet og skåret op til brændsel.

Den 31. januar havde vi møde med arkitekt Tholle fra FDBs arkitektkontor, der forelagde skitseforslag til nye bygninger. Det var en selvfølge, at den nye brugs skulle have samme funktion som den gamle. Dvs. butik med disk, hvorover varene blev ekspederet, og hvor varekurven fredag aften med et kræmmerhus bolcher endnu var almindelig. Ligeledes skulle der være mølleri og lager til foderstoffer, gødning, brændsel og trælast.

Ingen kunne i 1956 forudse de enorme kulturelle og økonomiske forskydninger, der siden er sket i samfundet. Arkitektkontoret gik videre med planerne og kom frem til et overslag på 200.000 kr.

På en generalforsamling den 21. februar fik bestyrelsen med 41 stemmer mod 0 tilslutning til at indhente tilbud, og den 20. april havde vi møde med arkitekt og håndværkere, hvor tilbudene blev forelagt. De lød på en samlet byggesum på 186.600 kr. Dertil kom arkitekthonorar, nedrivning af magasinbygning og kulhus m.v.

Tilbuddene blev forelagt på en general forsamling den 23. april. Men nu kom vanskelighederne. Der var stor utilfredshed med, at vi havde valgt udenøs håndværkere. Det havde vi efter moden overvejelse, fordi det var et stort projekt, og fordi vi havde gode erfaringer med de samme håndværkere, da vi 5 år før byggede nyt mejeri.

Nogle medlemmer mente også, at butikken blev for stor, og at økonomien var tvivlsom, og da medlemmerne ikke kunne bindes til at gå med i projektet, blev der sat en frist for udmeldelse, og da den var udløbet, havde 37 udmeldt sig.

Der var så kun 102 medlemmer tilbage, og det gjorde långiverne betænkelige. Men på generalforsamlingen d. 3. maj fik bestyrelsen alligevel enstemmig tilslutning til at sætte byggeriet i gang, og umiddelbart efter begyndte man udgravning til grund og kælder – skønt vi var på fallittens rand.

Vi fik udbetalt 77.000 i brandforsikring. Uddeler Nielsen mente ikke, han skyldte os de næsten 40.000, men det var jo udregnet af FDBs uvildige revisorer, og beløbet viste sig desuden at være uerholdligt. Den endelige opgørelse viste også, at Nielsens kreditgivning løb op til 254.000, hvoraf også en del var uerholdelige. Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke tror, Nielsen bevidst har begået bedrageri, men noget er gået galt, måske har han tabt penge på kornhandel, det har klogere folk end Nielsen gjort.

Men alt det medførte, at vi havde en stor forfalden skyld hos FDB og ØA, og måtte forhandle om moratorielån. ØA står for: “Øernes Andelsselskab” for indkøb af foderstoffer.” Den skyldte vi 100.000 kr. De havde en flink direktør, der foreslog os en afdragsordning over 20 år til en rente på 6%. Vi slog straks til. Fortrøstningsfulde drog vi videre til FDB, hvor vi skulle forhandle med direktør Fabricius. Han var ligeså sur, som ØAs direktør havde været imødekommende. Vi blev pure afvist, da vi foreslog en ordning som med ØA. Gælden skulle afdrages på 5 år. Vi forhandlede os frem 8 år. Da vi skulle gå, tillod Thorvald, vores formand, sig at sige, at han ikke syntes, Orø Brugsforening var så ringe, at vi fortjente at blive behandlet så dårligt. Hertil svarede Fabricius: “Orø Brugsforening er den ringeste i Danmark, ikke blot forholdsvis men absolut.”

Vi havde inviteret vore koner med til København, og det var meningen, vi skulle ud og spise, når forhandlingerne var overstået. Nu mistede vi helt humøret og tog tilbage til Holbæk, men da der var ventetid, inden “Margrethe” sejlede hjem og vi var blevet godt sultne, gik vi ind på “Jernbanehotellet” og spiste fladt smørrebrød. Mere er det vist ikke nødvendigt at antyde om de økonomiske vilkår. Nu lykkedes projektet som bekendt, og det skyldtes ikke mindst et godt og tillidsfuldt samarbejde i bestyrelsen, og et uddelerpar, der tog alle besværlighederne uden at kny, samt at vi blev færdige og fik financieret byggeriet inden inflationen og renten begynde at løbe løbsk.

Så glæden var stor, da vi i maj 1957 kunne åbne den nye butik, og efter at have monteret gardiner på ydmyge steder i halvandet år, kunne Lise endelig hænge gardiner op i deres nye lejlighed ovenpå butikken.

Frede og Lise blev hurtigt meget afholdte, og endnu en tid var Orø Brugsforening en blandet landhandel med et sortiment, der stort set kunne dække landsbysamfundets daglige behov til husholdning og erhverv.

Så sent som i 1951 blev der oprettet nye husmandsbrug, men i midten at halvtredserne vendte udviklingen, og affolkningen af landdistrikterne tog fart. Mejetærskeren afløste selvbinderen, og det medførte behov for korntørring og løsvarebehandling af kom og foderstoffer, der krævede investeringer, som en lille forening ikke kunne magte.

I begyndelsen af tresserne fik vi fuld beskæftigelse og store lønstigninger, og solidariteten forsvandt. Kunderne gik efter selvbetjening, tilbudsvarer og varer på dybfrost og køl.

Så vor nye butik blev faktisk umoderne i løbet af 3 – 4 år.

I 1964 trak Thorvald Petersen sig tilbage efter 18 år som formand, og jeg blev hans efterfølger, og året efter gik han ud af bestyrelsen efter 34 år, så jeg kom ud på dybt vand med det samme.

I 1965 blev vi nødt til at forhøje renten på gæld over 30 dage til 12%. Det var en fordobling fra vi byggede 10 år før. At der skulle ske endnu en fordobling af renten i de næste 10 år havde vi ikke fantasi til at forestille os.

Den negative udvikling i de små grovvareforeninger fortsatte. Det var et generelt problem, derfor blev der nedsat et landsplanudvalg, der skulle vejlede foreningerne til at finde fornuftige løsninger på at gå sammen i større enheder.

Udvalget forslog os at forhandle med Roskildeegnens Andelsfoderstofforening, som den hed dengang. Disse forhandlinger blev indledt i 1967 og resulterede i, at bestyrelsen på generalforsamlingen den 5. december 1968 fik vedtaget sit forslag om pr. 1. januar 1969 at overdrage vores grovvarehandel til R.A. Men ikke alle var glade for at sige farvel til deres egen forening med dens mange servicefunktioner.

På den samme generalforsamling fik bestyrelsen vedtaget et forslag om kontant betaling. Et lignende forslag blev forkastet i 1963.

1967 var også på anden vis et mærkeår, idet vi fik valgt den første kvinde ind i bestyrelsen. Det var Inger Nielsen, Brønde. Hun var ikke rødstrømpe og lavede ingen revolution, men gjorde god fyldest på lige fod med os andre.

Nu havde sommerhuse i hundredvis bredt sig over øen. Det gav mange kunder i sommertiden, og det ledige grovvarelager gav en kærkommen lejlighed til udvidelse af butikken, der var ændret til selvbetjening, og sortimentet var udvidet med varer på frost og køl.

Foreningens 50 års jubilæum blev fejret med middag på kroen med lækker mad, vine, musik og dans, helt i kontrast til jubilæet i 1944.

Det er vanskeligere at beskrive stemninger og følelser. Måske kan jeg bedst besk.rive det ved at fortælle om de to mejerijubilæer, jeg nåede at opleve. Orø Mejeri havde 50 års jubilæum i 1941. Det var midt under besættelsen, netop i de dage, at Hitlers hære gik ind i Rusland og løb alt over ende som på de andre fronter. Der var da også en del, der mente, at det ikke var tider at feste i. Men festen blev holdt trods alt; det var i forsamlingehuset, hvor der blev serveret flæskesteg, dertil lys pilsner eller vand (forsamlingshuset havde ikke spiritusbevilling) og der var musik og dans. Det ejendommelige var, at der alligevel var en tro på, at en skønne dag var galskaben ovre, så vore varer igen kunne handles frit, og at der også ville blive et 100 års jubilæum. Det troede vi endnu 10 år senere; ellers havde vi ikke bygget det nye mejeri.

Men da vi i 1966 fejrede mejeriets 75 års jubilæum med middag på “Strandparken” i Holbæk, da vidste vi alle, at det blev Orø Mejeris sidste jubilæum.

Og netop i november 1969 stod mejeriet foran sin lukning, og vi havde afstået vores grovvarehandel. Den tro på landsbysamfundets fremtid, der overlevede krig og besættelse, den var krakeleret i 1969 – midt i al velstanden.

Egentlig gik det godt for Orø Brugs. Omsætningen steg støt, så vi langsomt kunne arbejde os ud af den gældsætning, vi var startet med. Men i ferietiden var presset ·så stort, at forholdene i butikken var utilfredsstillende for både personale og kunder.

Det faldt uheldigvis sammen med, at Danmark var på vej mod den berømte afgrund, som følge af den inflation, der hverken var evne eller vilje til at stoppe. Den butiksudvidelse, vi nødvendigvis måtte foretage, var derfor nærved påny at sende os ud på fallittens rand.

Vores problem var, at den butik, vi havde, fungerede udmærket de ni måneder af året, at udvidelsen som følge af inflationen ville koste ca. dobbelt så meget som det kostede at bygge den nye brugs 20 år før, samt at renten lå 3 – 4 gange højere. Så det var mere tvunget af nødvendigheden end af overbevisning, vi gik i gang med en butiksudvidelse på ca. 100 kvadratmeter. FDBs udviklingsafdeling lavede en prognose, der tilsynelandende gjorde udvidelsen forsvarlig, og den 1. juli 1976 blev den nye butik taget ibrug.

Nu kunne butikken tage presset i ferietiden, men resten af året havde vi overkapacitet, og da vi skulle financiere byggeriet, var renten helt i top. Vi blev rådet til tage lån i schweizerfranc. Renten var 2%, men med risiko for kurstab. Vi fik et 5 årigt lån og slap nogenlunde fra det, men fordelen var ikke stor. Så den omsætningsfremgang og indtjening, prognosen lovede, udeblev.

Regeringens forsøg på at bremse farten mod afgrunden med momsforhøjelse m.v. lagde også en dæmper på købelysten, så der var ikke nok til konsolidering i de år.

Det kom dog helt uventet, da Frede Holck i august 1979 sagde sin stilling op efter næsten 24 års godt og dygtigt arbejde sammen med Lise. Det skyldtes et gammelt ønske om at blive selvstændig, men også at ræset i ferietiden belastede helbredet.

Der var på det tidspunkt ikke mange ansøgere til en uddelerstilling i en lille brugs som vores. Blandt de få valgte vi Tove og Jørgen Jensen, der kom fra en lille brugs i Sædder, der stod foran lukning.

Tove og Jørgen Jensen var et par stilfærdige mennesker, der ikke sluttede sig til nogen lokale. Før vi antog dem, rådførte jeg mig med en af mine uddelervenner. Han sagde, at deres kvalifikationer var i orden, men tilføjede at Jørgen måske snakkede lovligt meget.

Hvad han mente, blev jeg klar over, da jeg erfarede, at det nye uddelerpar var meget følsomme overfor kritik. Selvfølgelig skal uddeleren være lydhør for berettiget kritik, men megen kritik bunder i manglende forståelse for, at en butik, der sælger for 5 – 10 mill., ikke kan tilbyde det samme sortiment og de samme tilbud, som et supermarked, der sælger for 100 mill. Så når Jørgen snakkede, var det ofte for at give udtryk for sine bekymringer for den manglende forståelse. Men den moderne forbruger gider ikke høre på uddelerens bekymringer.

Jørgen Jensens arbejde som uddeler var der ikke noget at udsætte på, og baggrunden for hans bekymringer var jo reel nok. Da lånet i schweizerfranc udløb i 1982, måtte vi atter søge moratorielån i FDB.

Vi havde en række drøftelser med FDB, repræsenteret af kredsformand Jørgen Olsen, bestyrelsesmedlem i FDB, Alfred Kristensen, og afdelingsdirektør Kjeld Hansen, og på disse møder fik vi en opbakning, der var helt i modsætning til mødet i sin tid med direktør Fabricius.

Vi måtte acceptere nogle krav, bl.a. fyring af en helårsmedarbejder og udtynding af varelageret, hvad nogle kunder havde svært ved at forstå. Vi blev også rådet til at ændre vedtægtens §7 om solidarisk ansvar, hvilket krævede accept af vore kreditorer, men også her mødte vi forståelse, ikke mindst hos vor største kreditor, sparekassen SDS.

Vi fik således saneret vore forpligtelser, så Brugsen skulle have gode muligheder for at overleve, hvad tiden jo også har vist, den kunne.

Men Jørgen Jensen kunne ikke tage presset. Der måtte et uddelerskifte til. De nye folk blev Karen Rasmussen og Hans Larsen. De blev ligeså populære som Frede og Lise, og helt i pagt med tidsånden er det Karen, der er chef.

Som ung læste jeg den svenske forfatterinde Elin Wagners bog “Ilden overlever natten”, hvor hun lægger ansvaret for de to verdenskrige på patriarkatet, det mandsdominerende samfund og håber på en verden, der styres af kvinderne, et matriarkat.

Pudsigt løber der her i efteråret 1994 en føljeton i “Venstrebladet”, der prøver at skildre tilværelsen under et matriarkat. Den har ikke Elin Wagners kvalitet, men er ganske sjov.

Om vi er på vej til et matriarkatet ved jeg ikke, men jeg ved, at Karen Rasmussen, som uddeler i Orø Brugs, har gjort det så godt som nogen mand.

På trods af alle autoriteter investerede hun over 100.000 kr i et større varelager, og selv om lagerdagene ligger lige i overkanten, er der alligevel tjent mange penge. Siden 1985 er der foretaget modernisering af Brugsen, udskiftning af inventar til dybfrost, køl, benzinanlæg og kasseterminaler for over 1 million kr., som er betalt over driften, og omsætningen er steget fra 6 til 10 millioner kr.

I marts 1992 gik Orø Brugs med i Dagli’ Brugsen, der er en selvstændig enhed under FDB, som er forpligtiget til at føre et grundsortiment, leveret af egne forhandlere.

I januar 1993 gennemgik butikken en omfattende istandsættelse og ommøblering, så Brugsen nu fremtræder i lyse og venlige farver som en helt ny butik med gode oversigtsforhold.

Siden 1985 har Brugsen haft håndkøbsudsalg fra Elefant apoteketet og fra 1988 dankortterminal.

Selv om vi lever under en kultur, der bestandig kræver fornyelse i alle livets forhold, så skulle Dagli’Brugsen på Orø kunne se de nærmeste år i møde uden større investeringer og dermed give mulighed for en solid konsolidering. Held og lykke med det.

Det var lidt om Orø Brugsforening gennem 75 år, som også er en del af Orøs historie. Nogen vil måske synes, den er for lang, men faktisk er det kun et resume. Men jeg har været glad for at skrive om en bevægelse, der blev en del af mit liv. Ligesom Thorvald fik jeg lov til at være med i bestyrelsen i 34 år, og det blev 34 spændende år, hvor jeg lærte mange forskellige mennesker at kende.

Uddelerne var jo en klasse for sig. I gamle dage hørte uddeleren og mejeribestyreren til sognets matadorer. En journalist skrev engang om den amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger, “at han ligner en dansk brugsuddeler”, egentlig ikke noget dårligt billede. Uden sammenligning iøvrigt, så må uddeleren også løse sine opgaver på demokratiets præmisser.

Andelsdemokratiet var noget særligt – når jeg bruger datidsformen er det fuldt bevidst. “Demokrati og ansvar hører sammen”, sagde K. B. Andersen, højskolemand og udenrigsminister, og ingen steder var demokrati og ansvar så tæt forbundet, som i den lille forening med solidarisk ansvar. Den moderne forbrugerbevægelse ønsker ikke at tage noget ansvar, det skal overlades til staten, og i forbrugerræset er enhver sig selv nærmest, både i grovvaresektoren og på dagligvareområdet. Og det ligger langt fra Severin Jørgensens tanker om fællesskabet.

Jeg håber dog, at staten og bureaukratiet ikke blander sig mere, end det stadig afhænger af orøerne selv, om der bliver et jubilæum i 2019.

Men jeg kommer ikke.

Harald Petersen
September 1994